»Hermed erklærer jeg Månehaven for åben«
Indvielse på legepladsen i Nørager Børnehave & Vuggestue.
Nina Guldbrandt, leder af Nørager Børnehave & Vuggestue, klippede i fredags snoren til vuggestue-afdelingens nye, egen legeplads. Den har fået navnet Månehaven.
I overværelse af børn, personale, forældre og bedsteforældre skete det på højtidelig vis med ordene:
»Hermed erklærer jeg Månehaven for åben«.
Vuggestueafdelingen har fået sin egen legeplads ved at der er blevet sat et hegn op mellem vuggestuens legeplads og børnehavens. I samme omgang har vuggestuebørnene fået et nyt flot legehus. Indvielsesfesten gjaldt også de nye ting, der er kommet til på børnehavebørnenes legeområde. De har fået legehus, gynger og køkken.
Sang og kage
Som sig hør og bør var der både tale, sang & musik og forfriskninger ved indvielsen. Og solen skinnede.
Nina Guldbrandt bød velkommen og fortalte kort om de nye ting. Herefter blev scenen overladt til Annette Møs fra Kulturskolen Norddjurs og ’Tip Tap Tudse’. Hun havde medbragt mikrofon, klaver og rasleæg, og med børnene på rasleæg lagde hun ud med en swingende fællessangsudgave af ’Marehønen Evigglad’. Herefter listede den velkendte ’Se den lille kattekilling’ sig ind på scenen, men i en stærkt fornyet rap-udgave. Den kendte børnene så udmærket, og de sang flot med.
Efter tre-fire sange og snoreklipning ved Månehaven var der fri leg, kaffe, saftevand og kage. Det lækre kagebord skyldtes for en stor del forældres og bedsteforældres bidrag.
Børnene kastede sig ud i de forberedte aktiviteter i form af guldgravning i sandkassen, ansigtsmaling og skydning med armbrøst med harmløse sugekop-pile. Gyngerne var i gang allerede under velkomsttalen og musikken.
Sponsorer trådte til
Anledningen til at anskaffe sig nye gynger og legehus kom allerede før coronaen, da det tidligere gyngestativ og legehus blev kasseret i forbindelse med et besøg af legepladsinspektøren. Der var ikke umiddelbart penge i budgettet til nyanskaffelser, og lokale erhvervsdrivende har med sponsorbidrag, der tilsammen blev til 75.000 kroner, finansieret nyanskaffelserne.
»Vi har ikke haft råd til de nye ting før nu, så vi er meget glade i dag,« siger Nina Guldbrandt.
Der er i øjeblikket fem vuggestuebørn i institutionen. Hen over sommeren vokser antallet til ti og i løbet af efteråret vil der i alt være 12-13 vuggestuebørn. Der er 15 børnehavebørn i institutionen.