Bitcoin-pirat: Eventyret startede på Djursland

Han har været tydelig i mediebilledet de sidste måneder. Ikke mindst på på grund af den ekstravagante uddeling af kontanter i København, men også på grund af hans store viden om kryptovaluta i både nyhedsudsendelser og dokumentarprogrammer.

Niels Niklas Nikolajsen von Karlshof er lige dele god underholdning og succesrig forretningsmand, og så er han ikke lige frem en person, der falder i ét med tapetet. Men uanset hvor stor og curios en skikkelse, han selv og medierne tegner, så er han rundet af Djursland. Her forener hans barndomseventyr sig med dét, han udlever lige nu. Her trumfer kærligheden til Djursland næsten alverdens kryptovalutaer. Det var her, det hele startede, og nu vil han give noget tilbage.

Lokalavisen har mødt ham til en reception i Ebeltoft for bogen ’Tolkien og det mytiske Jylland’, som han har været med til at finansiere udgivelsen af. Den handler blandt andet om, hvordan mennesker og steder i Syddjurs sandsynligvis har dannet grundlag for vikingetiden og med sikkerhed har inspireret Tolkiens forfatterskab.

I folkemunde kaldes han Bitcoin-piraten, og det navn lever han op til, som han står der, poserende som om han ejer de syv verdenshave i sin kappeagtige guldknapbelagte sorte kaptajnlignende jakke, og nærmest udkonkurrerer Fregatten på hvem af dem, der ser mest legendarisk ud. Den usædvanlige påklædning har dog en grund, som faktisk slet ikke hænger sammen piratens kærlighed til eventyr, men det vender vi tilbage til.

Barndom på Djursland

Han er vokset op på Kejsegaarden ved Aalsrode 10 kilometer fra Grenaa, og hans familie består af en færøsk gren fra moren og den djurske gren, der kommer fra hans far. Når han fortæller, kan man tydeligt mærke hans historiske interesse og hans hang til iscenesættelse i måden, han maler sine fortællinger med dramatiske penselstrøg, der ville kunne gøre selv Tolkien misundelig.

»Min fars slægt udsprang af bønder fra Tåsinge, som i 1830’erne gik i land på Glatved Strand, da der manglede bønder på Djursland. Så godsejeren i det sydfynske øhav sendte folk til godsejer Blixen, der dengang havde Katholm, som godset stadig hedder. Da de gik i land, græd konerne og kastede sig i havet igen, for jorden på Tåsinge er muld og ler, og Glatved er sand og tjørnehæk. Men de tog sig sammen og skabte Bønløkke Nikolajsen-familien, som i dag stadig har en række gårde i området.«

Familien boede på en af godsets udstykkergårde, og lille Niklas gik på først Mølleskolen og så Toubroskolen, inden han rejste rundt med sin familie i verden, blandt andet i Tanzania via Folkekirkens Nødhjælp. Han vendte hjem og tog en ungdomsuddannelse på Herlufsholm, hvor han, indskyder han, ikke oplevede noget grimt i de fire år han gik der.

På universitetet tog han en halv kemiingeniør og en hel datamatikeruddannelse, og det kan måske virke som stillesiddende studier, når man iagttager hans meget aktive kropssprog.

»Namen, men det gik fint. Jeg plejer alligevel kun at komme til eksamenerne.«

Eventyr i blodet

Han var ikke som andre børn, siger han selv.

»Neuro-atypisk er vist ordet. Hvis du kigger ind i folks hoveder, så ser du planer og struktur. Hvis du kigger ind i mit, ser du et festfyrværkeri af sjov og ballade.«

Han mener selv, at han, hvis han havde gået i folkeskole i dag, ville have fået alverdens bogstavsdiagnoser, men han er glad for, at det ikke er tilfældet.

»Jeg har det jo fantastisk. Jeg synes jo altid, jeg lever i et eventyr, og det skal ingen medicinere mig ud af. På et eller andet tidspunkt giver verden op på at forsøge at lave mig om. På et eller andet tidspunkt tilpasser verden sig mine eventyr, og det er jo det, mit liv er. Et eventyr.«

Flere måneder hver sommer brugte Niklas Nikolajsen i Ebeltoft sammen med sin fætter, som boede her. Han er sikker på, at hvis man går rundt og spørger folk på omkring hans alder i Ebeltoft, i Grenaa eller andre steder langs Djurslands kyst, så vil mange af dem sige:

»Vi kan godt huske Niklas. Det var ham, der var dungeonmaster og spillede rollespil på det gamle Molsplast. Og det var jo det, jeg gjorde. I årevis, faktisk. Det blev min introduktion til eventyrerne og hele det her fantasy-univers, som jo i virkeligheden er skabt af Tolkien.«

Hans specielle tøjstil, som i dag karakteriserer den 47-årige forretningsmand lige så meget som bitcoins og overskæg, stammer dog ikke fra hverken hans særegenheder eller hang til eventyr. Det er meget mere lavpraktisk.

»Da jeg var 20 år, opgav jeg at følge med på moden. Jeg vidste aldrig om jeg skulle have Balltrøje på eller Levi’s bukser. Det var umuligt og helt vildt dyrt at følge med i. Så tænkte jeg: ’hvornår har jeg ikke forkert tøj på. Det er, når jeg er til konfirmation,’ og så skiftede jeg alt ud med hvid skjorte, sorte bukser og sort vest. Tørklædet har jeg så tilføjet efter jeg er blevet en farlig banan,« siger han med en høj skraldlatter .

Præcis som von And

Han ved ikke, hvor mange penge han har, for det er næsten umuligt at tælle, forklarer han. Selv om kryptovalutaen hele tiden stiger og falder i pris, så er bitcoin i dag cirka 30.000 dollars værd. Da von Karlshof købte de første, var de en halv dollar værd.

»Jeg har selvfølgelig været meget heldig med de investeringer, jeg har lavet, men min egentlige formue kommer fra at skabe en finansiel virksomhed, der beskæftiger sig med Bitcoin.«

For et par måneder siden havde huset Bruun & Rasmussen en auktion over gamle guldmønter og medaljer fra blandt andet Slaget på Reden. En enkelt mand købte næsten allesammen for syv millioner kroner. Køberen var Nikolajsen.

»Jeg elsker penge. Ikke til potensforlængere som sportsvogne og sådan noget. Jeg er mere en skattesamler. Jeg samler på guld- og sølvmønter, som jeg lægger ind i et armeret kælderrum i mit slot, og så går jeg rundt der som dragen Smaug.«

Slottet, som han købte for nylig og er ved at få renoveret for et trecifret millionbeløb, ligger i den schweisiske by Zug og hedder St. Karlshof og derfor har han været forbi vatikanet for at købe titlen von Karlshof. Udover dette hedder han faktisk også Niels, for det har alle drengebørn i Nikolajsen familien altid heddet. Det gør de to lyshårede og særdeles aktive tvillingedrenge på tre år, som han har med sin danske hustru, Anna-Christine, også, nemlig Niels Axel og Niels Anthony. Og det at skabe familie sætter perspektiv på, hvad der er vigtigt her i livet.

Lord of Helm Deep

»Jeg har lovet mig selv at gøre en forskel. Det lyder jo som en kliché, men det ville jo være umådeligt trist, hvis det eneste jeg efterlader mig er tomme champagneflasker. Jeg har jo også ting, jeg kerer mig om og folk, jeg føler omsorg for. Jeg mener jo, at hvis man har evnerne, så har man også forpligtelsen.«

Selv om han nu bygger slotte, leger i pengetanke og kører rundt i en tank i Alperne, så hævder han, at han ikke har glemt sin hjemstavn.

Man kan selvfølgelig godt have identitet flere steder end et, men der er jo ikke noget, der smager som den mad, man får hjemmefra. Blåmuslinger, krebsdyr, bruns sovs og frikadeller, rødkål. Min familie er her jo, og det betyder også noget.

Her har han siddet på kysten og set over på Øen Hjelm og drømt om sagnomspundne legender, om oprør og kongemord, og for et år siden købte milliardæren den del af øen, der omfatter fyrbakken med fyrtårn og fem strand-matrikler, strategisk placeret rundt langs øens kystlinje.

»Det var ikke en svær beslutning. Det skulle jeg skynde mig at få fingrene i, for det er jo Hjelm fra Helm’s Deep, som Tolkien, sammen med andre stednavne, har løftet ud af Østjylland og skabt legender af.

Men tror du ikke, at nogen måske kan få lid ondt bagi over, at du kommer her som en rigmand, køber en ø og gør lokalområdet til dit velgørende projekt?

»Jo, okay - det er der måske nogle, der tænker, men jeg var ærligt talt nervøs for, at hvis ikke jeg købte den, så ville nogle idioter gøre det og bygge et eller andet moderne glasmonster derovre. Nu er jeg ikke bare bitcoin-pirat, nu er jeg også Lord of Helms Deep, og hvem vil ikke gerne være det,« spørger han med et grin, mens han retter på overskægget.

Han henviser selvfølgelig til det navn, som Tolkien har lånt fra Syddjurs og som indgår i Hobbitbøgerne, men også til det faktum, at han har kastet sig sidelæns med en hel del penge ind i kampen mod klapning af slam fra Aarhus Havn i farvandet ud for hans ø.

Et landskab af kultur

Rigmanden har gennem længere tid været i kontakt med Syddjurs Kommune. Både om Hjelm, men også andre projekter.

»Til Syddjurs har jeg erklæret min fulde støtte til at bekæmpe de her planer om klapning, og det har jeg jo blandt andet fordi jeg har nogle ressourcer, kommunen ikke har. Hvis man så er i en position hvor man kan gøre en forskel, så ville de fleste vel gøre det. For hvem skulle ellers? Mette Frederiksen? Lars løkke? Nej, næppe - de har andre prioriteter. Hvis vi vil have, at der skal ske noget med vores lokalsamfund, så skal vi selv få det til at ske. Derfor har jeg valgt at involvere mig heftigt i det her, og jeg kan vist godt love, at den klapning ikke får gang på jord - eller vand for den sags skyld.«

Så meget tør borgmester i Michael Stegger Jensen dog ikke love, men han bekræfter at være dialog med Niklas Nikolajsen om flere ting, blandt andet Hjelm Dyb.

»Det er klart, at i spørgsmålet om Hjelm Dyb og Nikolajsens indblanding er min rolle mere observerende. Vi er selvfølgelig taknemmelige for hans engagement i sagen, men det egentlige arbejde omkring klapningen foretrækker jeg at tage på politisk niveau, blandt andet ved at være i dialog med Aarhus borgmester Jacob Bundsgaard.«

Udover at smide mange penge ind i at få stoppet dumpningen af sediment, så har the lord Nikolajsen, helt i tråd med sin store historiske interesse, også givet sig i kast med mindre opgaver. Blandt andet i samarbejde med virksomheden Ellevirke, som lige nu er involveret i flere lokale Syddjurs-projekter, der har ambitionen om at gøre det historiske og kulturelle landskab langt mere synligt i kommunen, blandt andet Tolkien skiltene. Han har også tilkendegivet sin støtte til et større projekt, der hedder ’De skjulte fortællinger’, som er et samarbejde mellem Museum Østjylland, Ellevirke, Syddjurs Biblioteker og kommunen.

»Der er selvfølgelig mange andre projekter, jeg kunne have valgt, men min hjemstavn vil jeg gerne ofre både tid og penge på. Kunst og kultur kan jeg i særlig grad godt lide at støtte« siger levemanden.

Borgmesteren bakker op. Han er selv stor fan af Tolkien og hele hans univers og mener, det er vildt, at Tolkien har hentet inspiration her. Og hvis Syddjurs har muligheden, skal den ikke kun sælge sig på den smukke natur, men også den rige historie.

»Jeg vidste for eksempel ikke, at Harald Blåtand døde ved Ellemandsbjerget på Helgenæs. Der er mange skjulte men fantastiske fortællinger i vores område, og ud over at det selvfølgelig kan gavne vores turisme, så giver det os jo også noget identitet at kende vores historie. Udbredelsen af vores kulturlandskab er på alle måder en god investering, « siger han.

Investeringer kender Niklas Nikolajsen von Karlshof alt til, men det er ikke den primære grund til, at han har skruet ned for mængden af arbejde og 1. januar trådte ud af bestyrelsen for sin virksomhed.

»Nu vil jeg gerne gøre noget godt, og jeg kan lide at have tid til de ting, jeg involverer mig i. Men først og fremmest vil jeg gerne have tid til at se mine sønner vokse op.«