Fortsæt til indhold

Hjerneskadekoordinatorer får pris

Anne-Britt Møller Nielsen Roesen, Randers Kommune, repræsenterede region Midtjylland, da Hjernesagens Ærespris blev uddelt.

Samfund
gs

Hjernesagens Ærespris 2022 går til landets hjerneskadekoordinatorer, og den blev forleden modtaget af borgmester og formand for KL’s Socialudvalg, Ulrik Wilbek, sammen med Anne-Britt Møller Nielsen Roesen, Randers Kommune, og fire andre repræsentanter fra regionerne. Efter overrækkelsen bliver der sendt et diplom ud til samtlige kommuner.

Der var stående klapsalver på Hjernesagens repræsentantskabsmøde, da landsformand Tue Byskov Bøtkjær søndag 22. maj overrakte Hjernesagens Ærespris til landets hjerneskadekoordinatorer.

»Hjerneskadekoordinatorerne er rent teknisk et bindeled mellem hospitalet over rehabiliteringen til en ny hverdag. Men i bund og grund er det en ordning, som tilbyder det, man har allermest brug for i en meget sårbar position og en udsat fase af livet: Et menneske, som lytter og forsøger at hjælpe dig og din nærmeste videre i livet. Det gør hjerneskadekoordinatorerne til et enestående vigtigt bindeled – og det vil jeg gerne på vegne af Hjernesagens 10.000 medlemmer sige tak for,« sagde Tue Byskov Bøtkjær blandt andet.

Enestående ordning

Ordningen med de kommunale hjerneskadekoordinatorer er noget nær enestående for hjerneskadeområdet; ingen andre sygdomsområder har helt den samme ordning i kommunerne. Og der er virkelig grund til at værdsætte den indsats, de gør.

»Hjerneskadekoordinatoren er garant for et møde i øjenhøjde i en livsforandrende og kaotisk situation efter en hjerneskade. Samtidig tilbyder de en helt igennem uundværlig hjælp i en jungle af regler og uoverskuelig lovgivning for personer, der for manges vedkommende går fra at være helt uden kontakt med det sociale system til i en eller anden grad at være afhængig af offentlig støtte,« siger Tue Byskov Bøtkjær.

Derfor har Hjernesagen da også kæmpet for ordningen gennem årene. Der er blevet råbt op, når enkelte kommuner har valgt at nedlægge eller beskære ordningen, og man har igen og igen påpeget det urimelige i, at man i nogle kommuner kun tilbyder ordningen til personer, som er på arbejdsmarkedet.

Hjernesagens Ærespris er blevet uddelt siden 2010.