Bowlingdamer vinder guld
Ebeltrillerne overraskede sig selv og andre til jysk-fynsk mesterskab
De forventede ingenting, de fire damer fra Syddjurs, da de bevæbnet med bowlingkugler og ditto -sko for nylig tog turen til Jysk-Fynsk Mesterskab i Nordjylland.
»Vi skulle spille fem kampe. Den første tabte vi, men kun knebent, og så tænkte vi: Nå, måske kan vi alligevel noget,« fortæller Bente Rasmussen. Hun er en del af Ebeltrillerne, som bowlingklubben i Ebeltoft kalder sig selv.
Med på holdet var Anette W. Andersen, Rosmus, Jeanette w. Andersen, Attrup, Bettina Nielsen, Kolind og Bente Rasmussen fra Ebeltoft.
De bedste
Men de kunne faktisk noget, Ebeltrillerne, for de næste fire kampe vandt de, og da turneringen var slut, havde de sammenlagt flest point og væltede kegler.
»Så vandt vi guld. Det havde vi slet ikke regnet med,« griner Bente Rasmussen og tilføjer, at det da var meget sjovt sådan at få en medalje hængt rundt om halsen.
»Lige som til OL eller sådan noget,« siger hun og griner igen.
Holdene til mesterskabet bestod af både mænd og kvinder i alle aldre.
»Vi spillede mod nogle, som var i tyverne, men også en kvinde som fortalte os, at hun var 80 år.«
Ebeltrillerne spiller hver torsdag i Spis&Bowl i Ebeltoft, og der er plads til nye medlemmer.