Fortsæt til indhold

Dobbelt så meget pant: Det kører for den nye pantmaskine

Mængden af pantflasker og dåser er næsten fordoblet siden Kvickly i Ebeltoft åbnede sin nye pantmaskine.

Samfund

Den skinner og spinder, den nye pantmaskine i Kvickly i Ebeltoft. En kunde kommer ind i flaskerummet, som tidligere lignede noget fra 80’erne, men nu står helt skarpt, hvis Food Chef Claus Nielsen selv skal sige det.

Kunden tømmer to store sække fulde af plasticflasker og dåser ned i vidunderautomaten, som så let som ingenting i én mundfuld sluger hele molevitten, maser det til ukendelighed og sorterer genstandene i baglokalet, som maskinen strækker sig cirka ti meter ind i.

»Det er meget nemmere end før. Så er man fri for at stå der med én flaske ad gangen,« siger kunden, som efter et minuts tid kan tage sin flaskebon.

Fuglebolde og havesaks

Automaten, som blev stillet op for to måneder siden, har levet op til alle forventninger. Faktisk modtager Kvickly nu næsten dobbelt så meget pant som før. Eller, mere præcist formuleret:

»Vi udbetaler 41 procent mere pant end tidligere,« siger Food Chef Claus Nielsen, som er ansvarlig for den nye pantmaskine.

Han håber selvfølgelig, at kunderne også vælger at handle for pengene i butikken, men det er sværere at måle på. Alt er derfor egentlig godt, men der er dog ét problem, og det er ikke med maskinen, men med kunderne.

Helst kun plastflasker og dåser. Lad venligst havesaksen blive hjemme.
Claus Nielsen, Food Chef Kvickly Ebeltoft

Claus Nielsen forklarer, at den nye pantmaskine kører upåklageligt, lige indtil den skal sluge og sortere noget, den ikke er beregnet til.

»Jeg tror måske, nogle kunder glemmer at kigge ordentlig efter, hvad der ligger i den sæk, de tømmer ned i maskinen, så jeg har fundet rigtigt mange mærkelige ting. En hel rulle sorte affaldssække, bunden af en elkedel, fuglebolde og en havesaks, bare for at nævne nogle. Det kan maskinen selvfølgelig ikke sortere, og så brokker den sig. Den er heller ikke så glad for glasflasker, så dem kan man aflevere i automaten ved siden af,« siger han.

Flaskedrenge

Den nye pantmaskine kostede 1 millioner kroner at installere, men det er det hele værd, mener Claus Nielsen.

»Jamen, det er jo service til vores kunder, og selv om vi ikke får et decideret afkast, så reducerer vi jo alligevel nogle omkostninger i forhold til at sortere panten, som vi gjorde tidligere.«

Det betyder ikke, at der ikke længere er brug for flaskedrenge. Dem har butikken stadig otte af.

»Jo, jo, det har vi absolut. De synes, at arbejdet nu er sjovere og nemmere end før, forklarer han og tilføjer:

»Vi kan faktisk godt bruge flere. Både flaskedrenge og også ungarbejdere og andre ansatte i det hele taget. Vi oplever, at det er svært at finde hænder nok i år, og vi er desværre ikke de eneste i byen, som er lidt bekymret her inden det store sommerrykind.«

Til gengæld kan den nye automat frigive nogle hænder, som kan hjælpe i butikken. Maskinen er klar til pant fra både Ebeltoft-borgere og turister:

»Men helst kun plastflasker og dåser. Lad venligst havesaksen blive hjemme,« beder Food Chef Claus Nielsen om med et smil.