Fortsæt til indhold

Glade beboere i nye Ebeltoft-rækkehuse med højt til loftet

Der er rykket nye beboere ind i de 18 nybyggede rækkehuse på Carl Th. Dreyers Vej, tæt på Ebeltoft bymidte.

Samfund
gs

Boligselskabet Djursbo har klippet snoren til de spritnye 11 toværelsesboliger, og 7 fireværelsesboliger på Carl Th. Dreyers Vej i Skelhøje plantage. Alle 18 lejligheder er fuldt udlejet fra starten, og interessen for at bo i de naturnære omgivelser midt i Ebeltoft har været stor.

Ung familie er begejstret

»Beliggenheden er rigtig lækker. Tæt på natur og stadig tæt på byen. Kort afstand til skole og cykelafstand til børnehave og dagpleje, og indkøbsmuligheder. Så det er rigtig lækkert,« fortæller Lena Frandsen i en pressemeddelelse fra Djursbo.

Sammen med sin kæreste og søn, er hun flyttet ind i et af rækkehusene og er begejstret for endelig at kunne få lov til at flytte ind i nybyggeriet. Hun regner med at blive boende i mange år, og glæder sig til at se sin søn vokse op i det trygge boligområde.

Rift om boligerne

Boligerne er lyse og velindrettede med højt til loftet, hvor der er kræset om detaljerne. Faktorer som disse er nogle af årsagerne til at der har været rift om boligerne, og at mange har været langt nede på ventelisten. Derfor føler Lena Frandsen sig heldig over at være flyttet ind i en af boligerne:

»Vi var faktisk nummer 20 på ventelisten, så vi havde lidt mistet håbet. Men så skete der et mirakel. Vi blev kontaktet af Djursbo, som fortalte, at vi havde fået tildelt en bolig, hvis vi var interesseret. Det var vi selvfølgelig.«

Hun roser særligt den hurtige tilbagemelding og service, som boligselskabet har givet, og hendes tilfredshed med hele processen skinner tydeligt igennem.

I Djursbo er man stolte over den positive tilbagemelding på boligerne, og glæder sig over de mange nye beboere.

»Vores ambition har været at skabe moderne boliger af høj kvalitet. Vi håber, lejerne kan mærke vores passion i byggeriet, og hvordan vi har lagt fokus på selve indretning af boligerne, så de opfylder de behov, vi mener, der skal opfyldes i moderne boligbyggeri anno 2022. Byggeriet følger vores strategi om moderne byudvikling, hvor vores ønske hele tiden også er at sikre en miljøoptimeret, effektiv drift og service,« fortæller Dennis Larsen, direktør for Djursbo.

Fulgt det fra starten

»Vi havde fulgt med i byggeriet og var interesseret i det, blev skrevet op og var til åbent hus. Bagefter var vi så heldige at få tilbudt en bolig,« fortæller Marianne Boye Petersen der sammen med sin mand Tom er flyttet ind i området. De valgte fem år tilbage at sælge deres hus i Århus og flytte ind i en af Djursbos andre boligafdelinger i Ebeltoft. For at få lidt mere luft omkring sig ville de gerne søge nye græsgange, og faldt for det nye byggeri i Skelhøje plantage, som de er glade for.

»Det er mange forskellige personer der bor her, både ældre og unge, med og uden børn. I den afdeling vi boede i sidst, boede der mange seniorer som os. Så det er rart med lidt liv i gården så at sige,« forklarer Marianne.

Vejen er opkaldt efter den danske filminstruktør Carl Th. Dreyer, hvilket ikke er uden grund. Den nye afdeling i Djursbo ligger meget tæt på Den Europæiske Filmhøjskole, hvor det vrimler med engagerede elever, der bliver undervist i blandt andet filmproduktion og forbereder sig til en fremtid i filmbranchen.

Placeringen i Skelhøje Plantage giver nem adgang til naturen i området, men her er også et stisystem, som fører direkte til børnehaver, skole og idrætshallen. Der er plads til både privatliv og nabofællesskab i et miljø der, i bogstaveligste forstand, har højt til loftet.