Fortsæt til indhold

Maltfabrikkens venner har opløst sig selv

Ingen vil sidde i bestyrelsen, så foreningen har lukket sig selv. Overskuddet gives til Maltfabrikkens bygningsfond.

Samfund

Mange foreninger oplever desværre, at tiden efter corona er svær. Folk har ændret vaner, og mange bestyrelser kæmper for at finde medlemmer. Således også foreningen Maltfabrikkens Venner, som blev skabt i 2014.

I marts afholdtes generalforsamling, og da det ikke var muligt at finde nogen, der ville sidde i bestyrelsen, på nær to, blev det besluttet at lukke foreningen.

Fra skrot til slot

»Vi er meget stolte af at have været med hele vejen og haft en stor del af æren for at hundrede vis af gamle effekter fra Maltfabrikken er genbrugt i de smukke rustikke lokaler,« siger Hans-Jørgen Andersen, som sammen med kasserer gennem alle årene, Stig Rasmussen, var de eneste to, der stod tilbage

Foreningen Maltfabrikkens Venner startede 2014 som en praktisk hjælp til at få den gamle maltfabrik fra ruin til ikon.

»Man kan vel godt sige, at vi var en stor del af fabrikkens udvikling ’fra skrot til slot’,« siger Hans-Jørgen Andersen.

Bag foreningen Maltfabrikkens Venner stod Maltpedellerne, og de fortsætter heldigivs deres frivllige arbejde i og omkring fabrikken med forefaldent arbejde, rundvisninger og maltproduktion sammen med Team Malt.

Vær så god

Maltfabrikkens Venner havde en særdeles god økonomi. Der er nemlig blevet brugt mange timer i opstartsfasen, inden fabrikken blev bygget om, på at hive kobberkabler ud af bygningerne.

I følge Maltfabrikkens Venners vedtægter overgår foreningens økonomi til Maltfabrikkens bygningsfond ved afvikling. Det er således blevet til en gave på hele 23.874 kroner.

»Vi hev flere kilometer kabler ud, og så solgte vi dem. Pengene har vi ikke brugt, så dem giver vi tilbage til Maltfabrikken og håber, at de kan hjælpe til flere nyskabelser. Du kan sige, at fabrikken nu arver både pedellerne og pengene.«

Vi gamle aktive mænd kommer aldrig til at kede os
Hans-Jørgen Andersen

At foreningen nu er lukket ned, er egentlig okay, siger Hans-Jørgen Andersen.

»I dag er der jo hundredvis af frivillige, der er med til at løfte alt omkring Maltfabrikken, så måske hørte Vennerne bare til i en anden epoke. Og vi gamle aktive mænd kommer aldrig til at kede os. Vi fortsætter med aktiviteter på Maltfabriken, Karpenhøj, Nationalparken, den gamle havn, Havhaven, Æblefestival og byvandringer.«

Han lover også, at Malt Tidende fortsætter, men nu kun på Facebook.