Klovneløb i Kolind
Løb med den 12. juni og vær med til at støtte Danske Hospitalsklovne
Søndag 12. juni Kl. 10.30 bliver der afholdt Klovneløb i Kolind. Klovneløb er for alle, store og små, løbende og gående.
Klovneløbet handler ikke om at være hurtigst, men om at få en hyggelig dag med familier, venner og kollegaer. Når du tilmelder dig til Klovneløbet, støtter du Danske Hospitalsklovnes arbejde for indlagte børn og familier på alle landets børneafdelinger.
Gennem årene har flere end 70.000 danskere deltaget i Klovneløb over hele landet. Der er blevet indsamlet over 6,5 millioner til Danske Hospitalsklovnes arbejde for indlagte børn og familier. I år er det 11. gang, at Klovneløb finder sted.
I Kolind er det Kate Frederiksen, der frivilligt arrangerer Klovneløb på vegne af Danske Hospitalsklovne:
»Løbet skydes i gang ved Kolind+, hvor der også vil være forskellige andre aktiviteter for store og små. Jeg synes, det er en fantastisk måde at støtte et godt formål på,« fortæller Kate Frederiksen, der håber på, at mange vil tilmelde sig Klovneløbet.
Der bliver afholdt Klovneløb rundt om i hele landet fra maj til juli og alle løbene er arrangeret af lokale frivillige, der har lyst til at engagere sig og gøre en forskel for deres lokalsamfund.
Man kan tilmelde sig på www.klovneløb.dk .