Fortsæt til indhold

AuningLøbet er foran sidste års tilmeldinger

Der er mulighed for både cykling, løb, powerwalk og gå-tur i AuningLøbet, der finder sted torsdag 9. juni.

Samfund

AuningLøbet har 10 års jubilæum i år, og også denne gang går overskuddet til Børnecancerfonden samt til Julemærkehjemmet i Hobro. Løbet afholdes i år torsdag 9. juni klokken 18.

Der er mulighed for både cykling, løb, powerwalk og gå-tur på ruter af forskellig længde.

Billetsalget foran sidste år

Arrangørerne fortæller, at billetsalget et par uger før start var foran sidste års billetsalg. Udover enkeltpersoner og mindre grupper har også store grupper meldt deres deltagelse. Medarrangør Kirsten Luxhøj Jensen kan fortælle, at der 27. maj var 300 tilmeldinger. På samme tidspunkt var der cirka 60 forudbestillinger fra sponsorer.

»Så vi er foran sidste års tal på samme tid. Hertil kommer, at Auning Skole, Julemærkehjemmet i Hobro og Team Rynkeby har meldt, at de deltager igen i år. Det er så fantastisk, når de og alle store og små grupper støtter op og gør dagen festlig.«

Flere startnumre i år

Sidste år måtte man på grund af corona-regler melde udsolgt med 1000 tilmeldte motionister. I år er der således flere startnumre.

»Men ikke ubegrænset,« siger Kirsten Luxhøj Jensen.

Billetter skal købes via Auningløbets hjemmeside. Bliver man syg på løbsdagen, kan man få refunderet hele billetten ved at skrive til Auningløbets mail, som også findes på hjemmesiden.

»Med den interesse, opmærksomhed og opbakning fra motionister og sponsorer er vi fulde af optimisme og forventning om, at Jubilæumsløbet bliver en festdag og med deltagelse af rigtig mange glade motionister.«

Vokset fra 237 til over 1.000 deltagere

Løbet startede i 2012, og man satte ambitionerne til 100 deltagere. Arrangørerne blev glædeligt overrasket, idet hele 237 motionister meldte sig. Siden er antallet vokset, og AuningLøbet er blevet til en begivenhed med over 1.000 deltagere, og et stigende overskud, der som nævnt går ubeskåret til gode formål.

Start- og målområdet blev udvidet sidste år, og det arbejder arrangørerne på at gentage i år. Det vil give plads til de grupper af motionister, der vælger at have deres egen pavillon med.