Dania Games hyldede spiltalenter
EXPO er det årlige udstillingsvindue på uddannelsesinstitutionen i Grenaa.
Så blev det atter muligt at afvikle EXPO - det årlige udstillingsvindue, hvor uddannelsesinstitutionen Dania Games i Grenaa hylder sine spiltalenter og holder en årsfest.
«Vi har gjort det i en halv snes år nu, men i 2021 måtte vi springe over på grund af coronaepedimien,« siger Jonatan Yde, der har titel af campuschef på stedet - bygningerne, der er nabo til Viden Djurs på N. P. Josiassensvej, som man også deler nogle faciliteter med.
Vi kan godt mærke, at den danske spilindustri er inde i en god udvikling og tjener gode penge, så der er rift om vores studerende, og mange af dem får et job efter endt uddannelseJonatan Yde
Her er der mulighed for at tage uddannelser inden for datamatik, multimediedesign, tage en professionsbachelor i softwareudvikling eller blive spilproducer - og aktuelt tæller uddannelsesstedet godt 180 studerende.
Branche i voldsom vækst
»Vi kan godt mærke, at den danske spilindustri er inde i en god udvikling og tjener gode penge, så der er rift om vores studerende, og mange af dem får et job efter endt uddannelse,« siger Jonatan.
Faktisk så stor rift, at nogle studerende bliver headhuntet inden de har afsluttet deres uddannelse, hvis de eksempelvis har gjort det godt under deres praktik. For Dania Games er det ikke den bedste løsning, idet man som uddannelsesinstitution også måles på - og får økonomi efter det, at så mange studerende som muligt gør deres uddannelse færdig.
Tidligere studerende var inviteret til at deltage i dagens arrangement, der også bød på besøg af virksomheder udefra med tilknytning til spilbranchen.
»De er vores bedste ambassadører,« siger Jonatan Yde, der kan fortælle, at de studerende kommer til Grenaa fra stort set hele det danske rigsfællesskab. Fra Grønland til Bornholm. Erfaringen viser, at en tredjedel får job inden for spilbranchen og en tredjedel inden for IT-branchen.
Fire studerende blev hyldet for at have udviklet Game of the Year 2022: Signe, Stinna, Emma og Henrik med deres spil Lightless.