Fortsæt til indhold

Discgolf og fodboldgolf på vej til Auning

Snart bliver der endnu mere aktivitet og bevægelse i Auning

Samfund

Nu kan man snart kaste med disc i Auning Bypark. Samtidig er der planer om en fodboldgolf-bane i den kommende Auning Aktivitetspark ved Auning Idræts- og Kulturcenter.

En arbejdsgruppe står bag initiativet med at indrette en discgolf-bane, og med Auning Borgerforening som fødselshjælpere er det lykkedes at skaffe midler til etablering af banen. Elro fonden og Norddjurs kommune har givet økonomisk støtte.

Allerede til sommerfesten i Auning og Skt. Hans i Byparken kan man prøve den populære sport, idet arbejdsgruppen og borgerforeningen stiller med en midlertidig bane.

Discgolf i sensommeren

Carsten Enemark, Auning, og hans familie har god erfaring med discgolf fra andre baner rundt om i Danmark, og Carsten Enemark har således tegnet banen. Den vil blive tilrettet, så den ikke kommer til at genere naturen, naboer, kirkegården og kommende bebyggelse på Frisagrunden.

Lige nu afventes tilbud fra to entreprenører, og arbejdet forventes at kunne gå i gang lige efter sommerferien. Så skulle banen kunne starte op i sensommeren eller i starten af efteråret.

Der bliver tre tee-steder, det vil sige startsteder, og ikke to, som på mange andre baner. De stærke og rutinerede starter fra det bagerste tee-sted, de øvrige i det midterste og børnene fra det tee-sted, som er nærmest den kurv, der skal kastes efter. Derved kan hele familien deltage. Banen bliver på 10 kurve og med to steder, man kan starte runden fra.

Der opstilles nogle kasser i Byparken, hvorfra man kan låne frisbees til at spille med. Fra borgerforeningen opfordrer man så folk til at støtte banen med 20 kroner hver gang, man spiller.

Frivillige søges til fodboldgolf

Arbejdet med at etablere en fodboldgolfbane går snart i gang. Der er stadig tale om løse skitser, men den kommende Auning Aktivitetspark nævnes som en mulig placering. Herfra er der i hvert fald kommet en positiv tilbagemelding. Lige nu skal der søges fonde og udtænkes ideer til det endelige koncept, og arbejdsgruppen søger derfor frivillige til at være med i dette arbejde.

Initiativtager Tommy Hjorth oplyser, at der i første omgang vil være meget papirarbejde i forhold til ansøgninger og tilladelser, men herefter kommer det sjove med ideer til banen, etablering af banen og en plan for det efterfølgende vedligehold.

Hvis man gerne vil give projektet en hånd, kan man kontakte Tommy Hjorth.