Når sommerhuset har hjul: Undgå skrammer som ny-campist
Et stigende antal østjyder har fået øjnene op for campinglivets glæder under corona. Men de mange nye campister risikerer at komme hjem fra ferien med skader og skrammer. Heldigvis kan du undgå de værste ridser i lakken ved at følge et par enkle råd, lyder det fra GF Forsikring i Østjylland.
Kørsel med campingvogn kan ikke helt sammenlignes med det at have en trailer spændt bag på bilen – og feriestemningen kan hurtigt ryge sig en tur, hvis campingvognen bliver skadet efter nærkontakt med et vejskilt.
Alene hos GF Forsikring har flere end 10.500 campister forsikret deres campingvogn i 2022. Det er 13 procent flere end i 2019.
»Det er dejligt, at så mange har valgt campinglivet til, men det giver også nogle udfordringer, hvis man ikke er vant til at køre med campingvogn. Det stiller krav til os som forsikringsselskab, når vi skal rådgive vores medlemmer om, hvordan de undgår skader på turen,« siger Per Haulund, skade- og policedirektør hos GF Forsikring, og fortsætter:
»Vi ser desværre hvert år skader i forbindelse med kørsel med campingvogne i Danmark. De mest almindelige er skader ved sving, hvor campingvognen har ramt en anden bil, eller har ramt en fast installation tæt på vejen. På landet ser vi stendiger og sten, der står tæt ved svingene, og det kan sætte sine spor på campingvognen.«
På landsplan steg salget af campingvogne ifølge Danmarks Statistik med 13 procent fra 2019-2020.
Ifølge brancheforeningen Camping Outdoor Danmark Union skyldes det høje salgstal blandt andet, at der er kommet flere nyslåede campister i Danmark.
Bliv en bedre ny-campist
Inden du kører ud i sommerlandskabet med sommerboligen på krogen, skal du forberede sig selv og din bil.
Campingvogne fås i mange forskellige størrelser, men fælles for dem alle er, at de ændrer køreegenskaberne på vejen.
»Når man kører på ferie med campingvognen, så er det vigtigt at sidespejlene er indstillet, og ved GF Forsikring råder vi campisterne til at få campingspejle på bilen, selvom det ikke er lovpligtigt. Det giver et langt bedre udsyn bagud, for campingvognene er længere, højere og bredere, end man er vant til. Derfor skal man også være opmærksom, hvis man kører under lavt hængende grene eller skilte – og ikke mindst ved sving. Bilens svingradius er væsentligt forøget, så vær opmærksom ved de små sving,« forklarer Per Haulund.