Gulv: Fem gode råd til at vælge bæredygtigt
Hvordan tager du hensyn til klimaet, når du vælger byggematerialer? Få 5 gode råd, hvis du skal have nyt gulv.
Skal du have nyt gulv, er der ofte tale om et større areal, og derfor er der her mange kvadratmeter materialer, hvor du kan spare på belastningen af miljøet. Træ er mindre klimabelastende, mens vinyl, klinker, beton eller flydende epoxy er nogle af de gulvmaterialer, der belaster klimaet under produktionen.
Vinylgulv og linoleumsgulv
Vinylgulv og linoleumsgulv både ligner og minder om hinanden, da begge typer er slidstærke og fx kan fås i forskellige farver. Hvis du vil vælge et mere klimavenligt byggemateriale til dit gulv, skal du undgå vinyl. Det er et plastprodukt baseret på plast og råolie, og det medfører en høj belastning af klimaet at producere vinylgulv. Der kan desuden være problemer med kemiske stoffer, der er tilsat for at blødgøre materialet, og som afgasser og belaster indeklimaet. Vinyl har dog gode egenskaber, hvis du fx skal bruge det i et vådrum. Linoleum er derimod baseret på naturmaterialer, herunder linolie, der er en planteolie. Det fås med flere miljømærker, og det kan desuden repareres. Det er ikke egnet til vådrum.
Tip! Hvis du vælger et materiale til gulvet, der kan repareres, er det med til at sikre, at det kan holde i mange år.
Klinker, beton eller flydende epoxy
Klinker, beton eller flydende epoxy kan holde i mange, mange år, og vælger du et af de materialer, kræver det ikke meget vedligeholdelse. Men alle disse materialer har et højt klimaaftryk under produktionen og er ikke lige så bæredygtige som fx trægulv.
De eksotiske træsorter
De eksotiske træsorter er mere hårdføre og har længere holdbarhed. Men selvom et gulv er udsat for slid, er det ikke på samme måde udsat for fugt som træterrassen, og derfor kan det her godt betale sig at vælge nordiske træsorter for at spare CO2-udledningen ved lang transport. Et massivt fyrretræsgulv har fx en lang levetid, eller du kan overveje bøg, eg eller ask, der er mere robuste gulvtyper.
Laminatgulv, lamelbrædder eller lamelparket
Levetiden for et laminatgulv, lamelbrædder eller lamelparket er kortere end et gulv af massive brædder. Disse materialer er som regel billigere, men kan enten ikke slibes eller kun slibes et par gange, før træet på overfladen er slebet væk. Selvom et gulv af massive brædder er dyrere, kan det repareres, slibes og fremstå som nyt mange flere gange og dermed holde længere.
Husk, at der også finder en klimabelastning sted ved produktionen af produkter relateret til selve gulvbehandlingen. Det kan for eksempel være gummifugen i et plankegulv eller lakken, du får lagt oven på dit trægulv.