Lokaldysten vender tilbage til Syddjurs
Motion, fællesskab og nabodyst er på programmet, når fire lokalsamfund igen i år dyster i Lokaldysten.
Hvem kan tilbagelægge flest kilometer ved at gå, løbe eller cykle? Dysten står igen i år mellem Ryomgård, Tirstrup-Balle, Mols/Knebel og Ådalen, der varmer bentøjetsprinter afsted og strammer cykelhjelmen, når startskuddet til Lokaldysten lyder i sensommeren.
Det skriver Syddjurs Kommune i en pressemeddelelse om Lokaldysten.
Sidste år løb Mols/Knebel med sejren med 1.182,5 km i alt, svarende til 2,05 km/indbygger. Men de andre lokalsamfund er klar til at give dem kamp til stregen.
»Vi havde en fest sidste år. Borgerne i Ådalen mødte talstærkt op og gav den gas i de to timer. Det var helt fantastisk, og vi glæder os til at gentage succesen.,« siger Mette Hansen, der er formand i IF Ådalen.
Fart på forberedelserne
Lokaldysten er for alle - uanset Motionseventet udvisker betydningen af alder og fysisk formåen. I stedet er sammenhold og kampgejst nøglen til at stå øverst på sejrsskamlen. Derfor er ildsjæle i hver landsby allerede trukket i motionstøjet med en klar plan om at få flere med.
»Lokaldysten bliver en del af vores årlige sommerfest, hvor hele lokalsamfundet er involveret. Lige fra borgerforeningen, idrætsforeningen, spejdergrupper og seniortilbud. Planen er, at der ud over dysten, også skal være andre aktiviteter, man kan prøve, og små boder med salg af drikkevarer, kaffe og kage. Det, håber vi, kan være med til at lokke endnu flere med,« siger Joan Tejlgaard, der er frivillig i Tirstrup-Balle IF.