Virtual Reality-film i Gammel Estrups historiske sale
Virksomheden ArtCat vil vække turisternes interesse for kulturelle perler og optager sin første film af en serie på Gammel Estrup Herregårdsmuseet
Michelle Fyrstenberg trak i kostumet lånt af herregårdsmuseet og var pludselig forklædt som Augusta, Den vilde Greve Scheels oldemor. Pil Meier pudsede de sidste detaljer af i manuskriptet, og Adam Thulin tjekkede kameraindstillinger. Og så var de klar til optagelse.
Pil Meier og Michelle Fyrstenberg, ArtCat, var fredag 3. juni på besøg på Gammel Estrup sammen med fotograf Adam Thulin, Procam. De gamle højenloftede sale på herregårdsmuseet var denne dag ramme om virksomheden ArtCats første korte virtual reality-film (VR). Senere besøger de andre kulturinstitutioner rundt omkring i landet.
Med deres film vil de lokke turisterne væk fra knudepunkterne i byerne og inspirere dem til at besøge flere kulturinstitutioner.
»Ved at se en kort lille optagelse håber vi, at turisterne får lyst til at opleve stedet selv,« forklarer Pil Meier.
Unikt sted
På Gammel Estrup har de fundet en kulturinstitution, der både emmer af historie og oven i købet forærer filmholdet de rette rammer og indretning fra dengang.
»Det er et meget unikt sted. Det er ikke mange herregårde af dette format, hvor det oprindelige præg er bevaret så godt. Når man skal lave VR film, er det den totale visuelle og rumlige oplevelse der er vigtig,« forklarer Michelle Fyrstenberg.
Filmen fra Gammel Estrup er som nævnt den første i en serie fra kulturinstitutioner rundt omkring i landet. Målet for kvinderne fra ArtCat er at skabe en lang række digitale kulturoplevelser på én samlet platform, som vil være mulig at tilgå næste sommer. Det er et projekt under VisitAarahus og Wonderful Copenhagen, der med nye virkemidler vil sætte gang i turismen efter årene med corona.
Den næste film bliver efter planen optaget i Vikingeudstillingen på Nationalmuseet.
Samme dag som ArtCat var på besøg, var også Anne Heeno, Timestory VR på optagelse på museet. Timestorys VR-film er henvendt til immobile mennesker, der herigennem kan få oplevelser, de ellers ikke har adgang til. Filmen fra Gammel Estrup og andre lignende film vil ligeledes blive samlet på en fælles platform.
Specielt til krydstogtsturister
Pil Meier, CEO, og Michelle Fyrstenberg, CAO, har sammen med deres tredje makker Natascha Sidsel skabt virksomheden ArtCat. Her vil de blandt andet revolutionere måden turister, i særdeleshed krydstogtturister, gebærder sig på i de store byer.
»I første omgang håber vi at kunne flytte krydstogtturister ud af deres konforme rammer. Krydstogtturister, der besøger steder i kort tid, ved jo ikke, hvad de skal sige ja eller nej til. Erhvervet har stået mere eller mindre stille i to år, og digitaliseringen på krydstogt-siden er gået langsomt,« forklarer Pil Meier.
Michelle Fyrstenberg peger på, at mediet VR kan noget særligt.
»Turisterne vil gerne opleve noget autentisk. Det er det her rigtigt godt til.«
I øvrigt har det Miami-baserede Norwegian Cruise Line, der traditionelt har opretholdt et intensivt krydstogtprogram i Østersøen med København som base, aflyst alle anløb i Skt. Petersborg og alle andre russiske havne resten af året. Det er sket som følge af Ruslands invasion af Ukraine. Derfor vil der sandsynligvis komme endnu flere krydstogtskibe til Aarhus, og dermed potentielt flere turister i Østjylland.
International rækkevidde
Museumsinspektør Marie Kirstine Elkjær er glad for henvendelsen fra ArtCat.
»Vi siger ikke ja til hvad som helst, men dette er med til at promovere museet. Som en lille kulturinstitution synes jeg, det er fantastisk at vi er med. Det er godt for krydstogtturisterne, og for museet er det en mulighed for at få fat i internationale gæster og turister,« siger hun og tilføjer:
»Her finder man et helstøbt herregårdsmiljø, der ikke findes andre steder. Alt er indrettet hundrede procent historisk korrekt.«
Filmen fra Gammel Estrup forventes at være færdig i midten af juni, og den kan hurtigt derefter opleves på herregårdsmuseets sociale medier.