Sommersejladsen er i sikker havn hos Lions
Klubben vil stå for udlejningen af de små el- og solbåde i Ry Marina
Den lille flåde af sol- og eldrevne både, som er hjemmehørende i Ry Marina, er nu igen klar til udlejning. Det sker takket være en ny driftsaftale mellem Lions Club Ry og bådenes ejer, Fonden Isfuglen.
»Bådene er populære hos både borgere og gæster, og de passer fint ind i områdets fælles ønske om at skabe bæredygtige oplevelser. Derfor er vi rigtig glade for aftalen med Lions-folkene,« siger Poul Kristian Mouritsen, formand for Fonden Isfuglen.
Tre medlemmer af Lions Club Ry - Bent Dyrby, Finn Madsen og Ib Nielsen - har klargjort bådene og sejlet testsejladser, og bag gruppen står et service team på omkring ti Lions-medlemmer, som sommeren igennem vil hjælpe med alle de praktiske opgaver, der knytter sig til udlejningen
»I Lions Club Ry har vi årelang erfaring med at skabe projekter og arrangementer, som kommer lokalsamfundet til gode. Nu håber vi, at sommersejladsen kan blive endnu et godt projekt for byen og for klubben,« siger Bent Dyrby.
Fonden Isfuglen er klar med et nyt bookingsystem på ryriverboats.dk. og i første omgang er der udlejning af to af bådene. Ællingen venter lige på nye reservedele. Bådene kan lejes for to eller fire timer eller en hel dag.