Fortsæt til indhold

Se billederne: Matador-stjernes sommerhus er til salg

Det er nu muligt at købe sig til det soveværelse, hvor en kendt, dansk skuespiller har lagt sig i 26 år.

Samfund
sb

»Nu går jeg op og lægger mig.«

Sætningen blev udødeliggjort af Malene Schwartz, der spillede Maude Varnæs i den populære tv-serie, Matador, og nu kan du, hvis du har råd og lyst, købe den folkekære skuespillerindes sommerhus, som hun har sat til salg efter 26 års ejerskab.

Det skriver boligmediet Boliga.dk.

Sommerhuset ligger i en af landets mest populære feriebyer, Tisvildeleje på Sjællands nordkyst, hvor der generelt ikke er mangel på sommerhuse.

Schwartz købte det 87 kvadratmeter store sommerhus i 1996 for 595.000 kroner.

Her næsten tre årtier senere er det kommet til salg hos den lokale Nybolig for 4.985.000 kroner (den pris kan måske få mange til at gå op og lægge sig).

Det kan oplyses, at man får en overdækket terrasse, et anneks med plads til overnattende gæster og et redskabsrum med i prisen.

Artiklen fortsætter under billeder

Galleri: Skuespiller Malene Schwartz' sommerhus i Tisvildeleje. Foto: Nybolig Peter Leander, Hornbæk

Anden gang i år

Det er ikke første gang, at den tidligere teaterdirektør har sat sin feriebolig til salg. Ifølge Boliga kom sommerhuset også på markedet i sensommeren sidste år, men blev taget af markedet igen efter tre måneder.

Dengang fortalte Malene Schwartz til Billed-Bladet, at hun ville sælge efter så mange år for at prøve noget nyt og kigge lidt mere på verden i stedet for at sidde i et sommerhus om sommeren.

I foråret fik den en tur på markedet igen, med et prisskilt på 5,7 millioner kroner, men også denne gang røg den af efter et par måneder.

Men måske er tredje gang lykkens gang. I den sammenhæng skader det næppe, at der, som Se og Hør også skrev i sidste uge, er skåret over 700.000 kroner af det klassiske 50’er-sommerhus’ udbudspris.

Malene Schwartz har udover pragtpræstationen i Matador været med i en lang række danske film og tv-serier, ligesom hun også har indtaget de skrå brædder på alt fra Det Kongelige Teater til Cirkusrevyen. Hun fylder 85 år den 10. august.

Se sommerhuset her