Kongeskibet sejlede til Grenaa i stedet for Anholt
Dronning Margrethe måtte atter tage helikopter i brug for at gennemføre sommertogt til Kattegatøen.
Det går ikke altid som præsten prædiker. Og ej heller som kongehuset planlægger.
Da dronning Margrethe i 2011 gæstede Anholt som led i kongeskibet Dannebrogs sommertogt, lykkedes det godt nok at ankomme til havnen i chalup fra kongeskibet, men siden tog vinden så meget til i løbet af dagen, at sejlads ikke var en mulighed, så turen gik i stedet mod Grenaa i helikopter, hvorefter der blev sejlet videre mod næste mål på turen.
Og en vejrudsigt, som lovede stærkere vindstød i løbet af dagen, betød også ændrede planer torsdag, da dronningen atter besøgte øen midt ude i Kattegat. Så kursen fra Helsingør mod Anholt blev i stedet ændret til Grenaa – og i stedet måtte helikopteren endnu engang i brug for at få majestæten og hendes følge til og fra Anholt. Besøget skulle oprindeligt være gennemført først i 2020 og så i 2021, men blev begge gange udsat på grund af coronaens hærgen.
Land Rover-kortege
Men i 2022 lykkedes det. Klokken 10 trillede en kortege af solide Land Rover-køretøjer ind over grusarealet på Anholt Havn, hvor borgmester Kasper Bjerregaard, (V), de to blomsterpiger Sofia Larsen og Sigrid Zimmer fra øens børnehave og et større følge med tilknytning til besøget stod klar til at modtage dronningen, der var klædt praktisk på i en dragt, der også kunne finde anvendelse til en safari - men Anholt har jo også sin egen ørken.
Det er et besøg, vi længe har set meget frem til – og set frem til at vise Norddjurs Kommunes yderste forpost – nemlig øen Anholt. Det er Danmarks mest afsidesliggende ø, beliggende midt i Kattegat, og samtidigt en af de smukkeste og mest unikke øer, som er hvert et minut af rejsetiden værdKasper Bjerregaard
På en ø, der lige nu tæller 148 indbyggere, må man sige, at det er imponerende, at et par hundrede stod klar med flag i hænderne og luft i lungerne til det nifoldige leve for dronningen, som Kasper Bjerregaard korrekt med fingrene talte ned til – og som traditionen tro gav endnu et hurraråb ud over havnen, da de ni var passeret. Det kan være svært at tælle - eller også var det bare glæden over at råbe hurra, der løb over.
Fire politikere med
Derefter gik turen for inviterede – blandt andre de fire kommunalbestyrelsesmedlemmer fra Norddjurs, som valgte at bruge en dag på Anholt – socialdemokraterne Bente Hedegaard og Niels Basballe samt den konservative Niels Skov Pedersen, der naturligvis fik fortalt dronningen, at han er tidligere garder, og Diana Therese Mikkelsen fra Dansk Folkeparti.
»Det er et besøg, vi længe har set meget frem til – og set frem til at vise Norddjurs Kommunes yderste forpost – nemlig øen Anholt. Det er Danmarks mest afsidesliggende ø, beliggende midt i Kattegat, og samtidigt en af de smukkeste og mest unikke øer, som er hvert et minut af rejsetiden værd,« sagde Kasper Bjerregaard i sin velkomsttale.
Som han i øvrigt holdt i hård konkurrence med trut og trommer fra Søværnets Tambourkorps, som spillede uden for. Men der var ikke tid til at vente – for programmet var stramt og tætpakket for den 82-årige regent, der naturligvis brugte en golfvogn til at nå frem til de steder, hvor der ikke var plads til en Land Rover.
Kommunens gave
»Vi har lagt vægt på, at dagens program afspejler Anholts enestående placering, og at det fremhæver den unikke natur. Det har været vigtigt for os, at De får mulighed for at møde en række af øens beboere og derigennem får et indblik i, hvordan her er at bo og leve,« sagde borgmesteren, inden han overrakte kommunens gave til dronningen.
Det er et maleri, som kunstneren Nana Bryder står bag. Hun har mangeårig tilknytning til Anholt, hvor hendes forældre i mange år med stor succes har drevet bed and breakfast.
Hun fortalte dronningen om værket, som er malet med tydelig inspiration fra strandlivet på Anholt – et motiv, som hun også inspireres af, når hun maler hjemme i Tibirke på Sjælland.
Og hvordan det er at leve og bo på Anholt fik dronningen lov til at opleve helt tæt på, da hun gæstede en familie med fem børn i deres eget hjem.
På besøg i privat hjem
Familien Kjærgaard Hylby består af Jakob Kjærgaard (45 år) og Signe Hylby (51 år) samt deres børn: Karla på 16 år, som er flyttet hjemmefra, Alfred på 14 år, tvillingerne Magda og Laurine på 11år samt Elisabeth på ni år.
Familien har de seneste 15 år boet på Anholt. Jakob og Signe flyttede oprindeligt til øen, da de var, og stadig er, af den overbevisning, at den bedste gave, de som forældre kan give deres børn, er en opvækst på Anholt. De yngste fire hjemmeboende børn går på Anholt Skole. Signe arbejder som sygeplejerske, mens Jakob producerer Anholt Gin og desuden arbejder som tømrer, brandmand og redningsmand.
Og det var lidt af en hemmelighed, som Jakob kom til at præsentere for dronningen, da han trådte væk fra den øvrige familie for at byde majestæten velkommen til deres hjem. Han nævnte nemlig i den forbindelse, at Signe skulle være ”hans kommende hustru” - uden at hun hørte det.
Og da avisen spurgte hende om, hvordan det føles at se frem til et bryllup, afviste hun da også straks - selv om hun som giftefoged på øen har en del kontakt med emnet.
»Næh, jeg skal ikke giftes. men jeg skal gifte nogen på lørdag,« sagde hun.
Hvortil Jakob måtte erkende, at det var han da vist nok kommet til at sige til dronningen. Så mon ikke der venter endnu en vielse på øen.
Interesseret dronning
Og hvad mente børnene så om at have en dronning på besøg i deres eget hjem.
»Vi fortalte lidt om, hvordan det er at være barn herovre. Det var hun interesseret i at høre om,« sagde Alfred.
Og hvordan er det så?
»Det er dejligt. Her er trygt at være,« sagde Karla.
Og Alfred sagde om besøget, at det var stille og roligt. Og dejligt, at pressen ikke var med inde i huset og kunne høre, hvad der blev sagt, som han sagde.
Og selvfølgelig skulle Jakob spørges til, om dronningen under besøget fik lejlighed til at smage Anholt Gin?
»Må man godt sige det?« - prøvede han at afværge.
Ja, nu må man godt.
»Det gjorde hun muligvis,« sagde Jakob uden at være i nærheden af majestætsfornærmelse med det svar. Og han rundede af med at kalde det ”fantastisk” at have besøg af dronningen. Han roste hende for stor viden om alt og stor interesse for at vide endnu mere.
Og den eneste gang en repræsentant for mediernes halve snes udsendte fik - eller tog - chancen for at stille et spørgsmål til dronningen om hendes vurdering af det meget private besøg hos den børnerige familie, lød svaret: »Det var en mægtig sød familie. Og det var morsomt at få et indblik i deres liv herovre.«
På den daglange tur rundt på Anholt havde hun desuden lejlighed til at studere kystsikring, opleve en tur ud i øens ørkenlandskab, og nyde udsigten fra udsigtspunktet ved Sønderstænge, inden besøget endte, hvor det begyndte - med fælles kaffebord med blødt brød i et telt på havnen. Hertil var alle Anholts faste beboere inviteret.
Og så lettede helikopteren igen.