Bered dig på tæt trafik: Nu skal befærdet motorvejsbro repareres
Fugeproblemer gør, at Vejdirektoratet må i gang med et større renoveringsarbejde.
Et næsten to måneder langt renoveringsarbejde på en motorvejsbro i det nordlige Aarhus går i gang den 8. juni.
Det meddeler Vejdirektoratet i en pressemeddelelse.
Det er den meget befærdede bro, der fører fra Aarhus og op på Djurslandmotorvejen mod E45, hvor bilister i den kommende tid skal forberede sig på flaskehalse og tæt kørsel.
To spor bliver nemlig til ét, fordi broen, der ligger tæt på Ikea, skal have udskiftet fugerne på rampen fra Søftenvej til Djurslandsmotorvejen. Det sker, fordi en del af fugekonstruktionen med tiden er blevet beskadiget.
Fugerne er en vigtig del af brodækket, da de sørger for, at broen kan bevæge sig, når der er temperatursvingninger. De sikrer, at brodækket kan udvide sig om sommeren og trække sig sammen om vinteren uden gab i vejbanen.
I forbindelse med renoveringsarbejdet bliver det ene af de to nordvestgående spor over broen spærret, og der vil derfor kun være ét farbart spor henover sommeren samt en hastighedsbegrænsning på 50 km/t. Det sker af hensyn til sikkerheden for både trafikanter og vejarbejdere.
Der kan, mens renoveringsarbejdet står på, forekomme kø på travle tidspunkter af dagen i særligt morgen- og eftermiddagstimerne, advarer Vejdirektoratet, der på forhånd beklager de gener, som arbejdet måtte medføre for trafikanterne.
Arbejdet forventes afsluttet i begyndelsen af august.