Kan du genkende denne mand? Så vil politiet gerne høre fra dig
Østjyllands Politi beder borgerne om hjælp til at få identificeret mulig overfaldsmand.
Opdatering 10. juni kl. 16.51: Politiet har nu identificeret manden. Derfor har vi også slettet billederne af manden.
Østjyllands Politi vil gerne i kontakt med en mand, der angiveligt overfaldt en 33-årig mand på parkeringspladsen ved Netto på Silkeborgvej i Åbyhøj 1. marts i år.
Overfaldet fandt sted lige omkring klokken 18 og var ifølge den 33-årige mands vidneforklaring fuldstændig umotiveret.
Manden har forklaret til politiet, at han sad i sin bil på parkeringspladsen, da en mand kom hen og bankede på ruden og begyndte at råbe af ham.
Den 33-årige mand har forklaret, at manden herefter åbnede bildøren og begyndte at slå løs på ham. Den 33-årige steg ud af bilen og gik over på et fortov, men manden fulgte efter og fortsatte med at slå på ham.
Ifølge den 33-årige forsøgte en anden mand, der var i selskab med gerningsmanden, at holde ham tilbage og trække ham væk. Den 33-årige har oplyst til politiet, at han aldrig før har set de to mænd.
Gerningsmanden beskrives som:
- Mellemøstlig af udseende
- 25-28 år gammel
- 175-180 cm høj
- Kraftig af kropsbygning
- Lys i huden
- Kort leverpostejfarvet hår med fade i siderne
- Talte dansk
- Var iført en mørkegrå jakke, beige bukser og sorte sko
Oplysninger i sagen kan gives til Østjyllands Politi på telefon 114.