Halvmaraton lukker dele af Aarhus for trafik
Når Aarhus Motion afholder årets udgave af Aarhus City Halvmarathon, bliver en stor del af midtbyen spærret.
Det bliver med Rådhus- og Musikhusparken som centrum, når Aarhus City Halvmarathon søndag den 12. juni løber af stablen.
Når starten går, vil mere end 10.000 løbe gennem Aarhus Midtbys gader. Arrangementet kommer til at fylde flere dele af byen indtil klokken 14.
Bestemte steder i midtbyen bliver påvirket af løbets afvikling, og der kan forventes kødannelser. Arrangørerne af løbet anbefaler, at man tager cyklen eller går hjemmefra i god tid.
Fodgængere og cyklister kan som udgangspunkt færdes alle steder i byen. Bybusser og regionale busser vil i tidsrummet 8-13:30 være sat på pause i de berørte områder ruten passerer.
Letbanens køreplan vil angiveligt komme til at holde stik, med undtagelse af enkelte afgange på Grenaabanen.
Her er der lukket for trafik
Frederiks Allé fra Thomas Jensens Allé til og med Rådhuset er lukket fredag d. 10. juni fra klokken 9 og frem til mandag d. 13 juni klokken 7. Rådhuspladsen vil være spærret søndag den 12. juni fra klokken 6-14. Mange veje vil i tidsrummet fra klokken 8-14 om søndagen desuden være lukket.
Hvis du vil danne dig et overblik over hvilke veje, der bliver påvirket, kan du gå ind på Aarhus Motions hjemmeside, og se hvornår vejene er lukket i det område, du har planer om at bevæge dig i.
Hotline
Hvis du har spørgsmål i forhold til afspærringerne og løbets indvirkning på Aarhus Midtby, er du mere end velkommen til at kontakte Aarhus Motions Trafik Hotline i uge 23 på telefonnummer 29 71 18 85. Hotlinens åbningstider er:
Tirsdag - fredag: klokken 13-15
Lørdag: klokken 9-11
Søndag: klokken 8:00-14