Fortsæt til indhold

Årets sidste bedriftsbesøg er økologisk

Økologiudvalget inviterer til bedriftsbesøg hos Jens Søgaard på Dråby Søgård, der er en af de få økologer på Djursland, som laver specialafgrøder til konsum.

Samfund

Årets absolut sidste bedriftsbesøg i Djursland Landboforening står Økologiudvalget for, skriver foreningen i en pressemeddelelse.

21. juni kl. 19.30 inviterer Jens Søgaard fra Dråby Søgård til bedriftsbesøg på Karlsbjergvej 1, Dråby, 8400 Ebeltoft.

På dette besøg kan man forvente at se, hvordan en økologisk planteavlsbedrift bliver drevet, men det er også muligt både at se og høre om, hvordan der produceres specialafgrøder til konsum.

Jens Søgaard har de sidste par år dyrket Anicia linser og forskellige typer ærter til sine to døtre Malene og Astrid, som i 2020 startede firmaet Pure Dansk, som leverer plantebaserede fødevarer til fødevareproducenter, foodservice og direkte til forbrugerne.

På aftenen deltager økologikonsulent Henrik Østergaard Nielsen.