Fortsæt til indhold

Styr uden om kopivarerne

4 ud af 10 unge mellem 15 og 24 år har købt kopivarer uden at vide det. Forældre bør klædes bedre på til at hjælpe deres unge uden om kopivarer, når de handler på nettet, opfordrer patent- og varemærkestyrelsen.

Samfund

Danske unge har svært ved at spotte, om de køber ægte eller forfalskede varer, når de handler på nettet. Det viser en ny rapport fra den europæiske varemærkemyndighed Euipo, skriver patient- og varemærkestyrelsen i en pressemeddelelse.

Hele 43 procent i alderen mellem 15 og 24 år har købt kopivarer uden at vide det, men mange køber også forfalskede varer helt bevidst. 39 procent af de unge angiver, at de bevidst har købt kopivarer.

Hvad mange unge ikke er opmærksomme på er, at de risikerer at sætte deres helbred på spil. Forfalskede produkter kan indeholde sundhedsskadelige stoffer eller i øvrigt være farlige.

Derudover risikerer man som forbruger at støtte organiserede kriminelle grupper, som også kan være involverede i andre former for alvorlig kriminalitet – for eksempel handel med narkotika, ulovlig våbenbesiddelse eller menneskehandel.

»De kriminelle bagmænd bag forfalskede varer bliver hele tiden dygtigere til at snyde forbrugerne,« siger Barbara Suhr Jessen, sektionschef i Patent- og Varemærkestyrelsen.

Engang var det mest luksusvarer, der blev kopieret, men i dag er det nærmest alle typer af varer. I det forgangne år er de danske unges bevidste køb af kopivarer især sket inden for disse produkttyper: Tøj og accessories (13 procent), elektronik (11 procent), fodtøj (9 procent) og hygiejneprodukter (9 procent).

Sådan spotter du kopier

Det vigtigste og mest grundlæggende råd er, at hvis noget lyder for godt til at være sandt, så er det det nok også.

Desuden er det godt at kende de seks gode råd til at undgå kopivarer.

Er der sprogfejl på websitet og underlige, skæve priser?

Er prisen for varen mistænkelig lav?

Er webshoppens kontaktoplysninger mangelfulde eller mistænkelige? Tjek også ”Om os”-siden.

Er webadressen mærkelig?

Er betalingsmulighederne mistænkelige?

Hvad er andres erfaringer med hjemmesiden? Kig på diverse anmeldelsesordninger på internettet.