Piloter varsler strejke
Overenskomsten mellem SAS og deres piloter udløb den 1. april. Parterne har forhandlet i månedsvis uden at kunne blive enige om en ny aftale. Derfor varsler piloterne nu, at de nedlægger arbejdet. Hvilket tidligst vil kunne træde i kraft fra om 14 dage.
Piloterne i SAS har varslet, at de nedlægger arbejdet. Det vil tidligst kunne træde i kraft fra om 14 dage, altså 24. juni. Strejken omfatter cirka 1000 piloter i Danmark, Norge og Sverige.
Det oplyser Dansk Metal, som piloterne er organiseret i, og Dansk Pilotforening i en pressemeddelelse.
Overenskomsten mellem SAS og deres piloter, SAS Pilot Group, udløb 1. april, og siden november har der været forhandlinger i forskellige former mellem parterne.
SAS har etableret to nye datterselskaber alene for at omgå overenskomsten med medarbejderne. Personalet skal på forringede løn- og arbejdsvilkår udføre det samme arbejde, som de hele tiden har gjort. Det er de samme fly, destinationer og billetter.forhandlingschef Keld Bækkelund fra Dansk Metal.
Da overenskomsten udløb tidligere i år valgte piloterne i første omgang at undlade at nedlægge arbejdet, så flytrafikken ikke blev ramt i påsken. Parterne har efterfølgende fortsat dialogen, men det står nu klart, at de er så langt fra hinanden, at der ikke er udsigt til, at man kan blive enige om en ny overenskomst.
Her er et af de springende stridspunkter er, at SAS har oprettet to datterselskaber SAS Connect og SAS Link.
»SAS har etableret to nye datterselskaber alene for at omgå overenskomsten med medarbejderne. Personalet skal på forringede løn- og arbejdsvilkår udføre det samme arbejde, som de hele tiden har gjort. Det er de samme fly, destinationer og billetter. Bookingsystem, check-in, bagagehåndtering, lounges og bonuspoint er også det samme, og de skal endda møde i de samme uniformer. Det er den samme ledelse og administration, og SAS’ internationale billetnummer – 117 - benyttes også i de nye selskaber,« lyder det fra forhandlingschef Keld Bækkelund fra Dansk Metal i pressemeddelelsen.
30 procents forringelser
SAS har i forhandlingerne stillet krav om aftaleforringelser på mere end 30 procent for piloterne – med krav om lønnedgang, øget arbejdstid, reducerede hviletider og udflytning af sommerferien.
»Der er ingen, der ønsker mere end os, at SAS klarer det godt, og vi er klar til at knokle for virksomheden. For mange af os er det vores andet hjem. SAS er i store økonomiske problemer, og medarbejderne kan ikke redde virksomheden alene. Sandheden er jo, at selv hvis piloterne fløj gratis for SAS, så er det slet ikke nok. Vi er nødt til at sige fra nu. Det, som SAS nu kræver af deres piloter, er en lønnedgang til under det niveau, som flere lavprisselskaber tilbyder,« siger Henrik Thyregod, formand for Dansk Pilotforening.
Han understreger, at piloterne ønsker det bedste for SAS og for kunderne:
»Piloterne undlod i første omgang at nedlægge arbejdet i forbindelse med påsken – for ikke at ramme påsketrafikken og for at fortsætte dialogen med SAS. Vi ønsker virkelig ikke en konflikt, for det er ødelæggende for alle parter. Forhåbentlig kan vi finde en løsning, så vi undgår en konflikt, der vil ramme vores rejsende. Det ligger dybt i vores DNA som piloter, at vi ønsker det bedste for både kunderne og SAS,« lyder det fra Henrik Thyregod.