Travlt år for billedkunsteleverne på Hornslet Skole
På trods af endnu et skoleår med corona-aflysninger har der været høj aktivitet blandt billedkunsteleverne på Hornslet Skole.
Til sommer afsluttes endnu et skoleår, hvor corona har spændt ben for den almindelige undervisning i folkeskolen.
I februar måned indgik Folketingets partier en aftale om at reducere prøveantallet for afgangseleverne. Dette betød, at billedkunsteleverne bliver fritaget for den kommende eksamen.
På Hornslet Skole har foråret dog været præget af stor aktivitet på billedkunstfronten, hvor eleverne og deres lærer har lagt mange kræfter i aktiviteter ud af huset.
Værk af stofrester
Valgholdet i billedkunst i 8. klasse og elever fra Juniorklubben har deltaget i en spændende workshop på Kulturgrunden i Hornslet. I samarbejde med Kulturskolen i Rønde og Syddjurs-kunstneren Hans Clausen er der blevet kreeret et stort fællesværk af stofrester doneret af den globale virksomhed Kvadrat med hovedsæde i Ebeltoft.
Der er fernisering på Hornslet Bibliotek mandag 20. juni. Her fremvises fem gobeliner, der er skabt som en parafrase over Hans Clausens landskabsmaleri Spor.
Permanent kunst
I Skolefestivalugen trak 8. klasserne igen i arbejdstøjet og indgik, sammen med den lokale kunstner Inge Hacke og en grafiker fra Kulturskolen, i et samarbejde om at skabe permanent kunst til Hornslet Skole.
Det resulterede i skabelsen af fire store, farverige akryl-på-lærred-malerier samt dybtryk i form af raderinger. Alle værker er nu indrammet og ophængt ved skolens indgangsparti.
Endelig har 8. klasserne igen i år bidraget med forskellige værker til en flot udstilling i Byens Hus i Mørke. Mosaikker, fotos, tegninger og tryk blev præsenteret ved en velbesøgt fernisering 23. maj. Udstillingen kan ses frem til 24. juni.
Besøg på Aros
I løbet af året har eleverne desuden besøgt Aros, Kunsthallen og gallerier i Århus samt haft besøg af flere lokale kunstnere, Skoleastronauterne, herunder en fotograf og kreativ væver.
Billedkunsteleverne har været særdeles aktive og kreative gennem alle undervisningsforløbene, der i sandhed kan siges at leve op til intentionerne omkring åben skole, hvor det sanselige, undersøgende og tværfaglige er i fokus i eksterne læringsmiljøer.