Fortsæt til indhold

Skolepatruljer fejres i Tivoli: »De gør en forskel og det fortjener en tak«

Flere end 1100 seje skolebørn får fredag en fridag for at tage i Tivoli Friheden.

Samfund

De gør det sgu godt.

Det er svært at være uenig i, at de mange skolebørn, der hver morgen frivilligt hjælper deres (små) kammerater over skolevejen, fortjener en tak.

Den tak får de fredag den 10. juni i form af en fridag med gratis rutsjebaneture, candyfloss og hygge i Tivoli Friheden i Aarhus.

»Det er fedt, at unge mennesker gider levere et kæmpe stykke frivilligt arbejde for at sikre deres kammerater en sikker overgang ved skolerne. Det er ikke en selvfølge, at så mange vil stå tidligere op end deres kammerater og stå med de gule veste i regn eller slud,« siger rådmand for Børn og Unge i Aarhus, Thomas Medom (SF), til Lokalavisen Aarhus.

Afværger trafikkaos

Rådmanden mener, at skolepatruljerne også gør en forskel i forhold til trafikkulturen ved skolerne.

»Hvis vi ikke havde skolepatruljerne, ville mange flere køre deres børn i skole, og at det ville betyde mere trafikkaos omkring skolerne om morgenen. Jeg trækker altid lidt på smilebåndet og sender et venligt nik. De gør en forskel og det fortjener en tak,« siger Thomas Medom.

Flere end 1100 børn fra skolepatruljer i Aarhus, Samsø og Odder kommuner får fredag lov til at køre i rutsjebane i stedet for at sidde i et klasselokale.

Fejringen i Tivoli er arrangeret med støtte fra Rådet for Sikker Trafik.

Skolepatruljerne har eksisteret i Danmark siden 1949. Siden da er Danmark blevet et foregangsland for implementeringen af skolepatruljesystemet i hele Norden.