Nørager gør klar til årets store sommerfest
Konkurrencer, fodboldkampe, musik og optog gennem byen i pyntede vogne er på programmet, når der i dagene 6.-10. juli er Sommerfest på Nørager Stadion.
Sommerfestudvalget i Nørager er ved at lægge sidste hånd på arbejdet med at tilrettelægge den årlige Sommerfest på Nørager Stadion, der som vanligt løber af stablen i uge 27, hvilket i år er i dagene 6.-10. juli.
Onsdag aften tages der hul på sommerfestugen med den traditionsrige familiegudstjeneste. Herefter skal byens børn dyste mod hinanden i en lang række konkurrencer, hvor koncentration og samarbejde er nøglen til sejr. Efter dysten kan både børn og voksne hygge sig med at lave snobrød. Den første dag i festugen slutter af med en fodboldkamp, hvor U/15 fodbolddrengene udfordrer deres forældre.
Fodbold og 80’er musik
Torsdagen starter med en omgang fodbold, hvor Nøragers Serie 4-hold skal i kamp mod lokalrivalerne fra Auning. Herefter skal Nøragers fodboldhold dyste mod Nøragers håndboldkvinder i en omgang Versus. Aftenen sluttes af i teltet, hvor der først er er SuperSkrab, dernæst afgørelsen på Versus og til sidst 80´er musik med bandet 80´s Inc. Det hele er gratis.
Fredag er den aften i sommerfestugen, som mange i hele lokalområdet glæder sig til, fortæller arrangørerne, og fortsætter:
»Her dyster hold fra nær og fjern i volleyball og tovtrækning, og en stor del af egnens firmaer bruger denne aften til at pleje det sociale samvær. Der vil som de sidste år være mulighed for, at holdene kan varme op med lidt smørrebrød, inden kampene fløjtes i gang. Herefter er der fest i teltet, hvor Diskotek Spotlight vil sørge for at sætte gang i festen.
Hesteprutter
Lørdagen åbnes traditionens tro med five-a-side fodboldturneringen L-TEK Cup. Kl. 13 er der Hesteprut. Til dette kan der købes lodder hele ugen. Kort efter hesteprut er der ponyridning for børn.
Børnene har også mulighed for at blive malet i ansigtet. Kort efter straffesparkskonkurrencer for både børn og voksne er der finale i L-TEK Cup. Lørdagen afsluttes med et borgerbal i teltet, hvor der er garanti for god mad, fantastisk stemning og dans til den store guldmedalje. Til borgerballet serveres der lækkert kød med en masse tilbehør fra Slagter Drachmann. Musikken står Frontseat for.
Festligt optog
Sommerfestens sidste dag starter op med et festligt optog gennem byen. I spidsen er Kimbregarden med følge af NBK’s sportsungdom og forhåbentlig en masse pyntede vogne. Sommerfestudvalget opfordrer alle, der har lyst til at stille med en vogn eller lignende til optoget. Inden der er koncert med Kimbregarden, er der crossdance-opvisning med Nøragers lokale dansehold.
Kl. 14 underholder tryllekunstner Tino Tusindben, så der er garanti for et smil på læberne hos både børn og voksne. Herefter blæses det store bankospil SuperChancen i gang , og som altid, kan man vinde et væld af flotte præmier. Der er gevinster for minimum 30.000 kr.
Sommerfesten sluttes af med en fodboldkamp, hvor Nøragers førstehold tager imod lokalrivalerne fra Auning IF.
Der er som sædvanligt hele ugen masser af aktiviteter for de yngste, blandt andet i børnehjørnet, hvor der er hoppeborg, sandkasse og fiskedam.
»Vi håber, at en masse mennesker vil kigge forbi stadion i festdagene og få nogle gode oplevelser med hjem. Sæt derfor allerede nu kryds i kalenderen i uge 27,« opfordrer arrangørerne.