Fortsæt til indhold

Meget lille badehotel åbnet i Fjellerup

Madam Blå har udvidet med overnatningsmulighed på førstesalen.

Samfund

Et nyt badehotel i Fjellerup er åbnet. Et meget lille af slagsen, for der er nemlig kun et enkelt værelse.

Til gengæld er det med omkring 80 kvadratmeter temmelig stort. Med soveværelse, stue og tekøkken - samt udgang til en tagterrasse, hvor morgenmaden kan nydes, når vejret er til det.

Det er Heidi Borum Oberneuwirther, som for to år siden åbnede restaurant Madam Blå og har haft stor succes med det, som nu har udvidet med, hvad hun kalder ”Det lille badehotel Madam Blå”.

Den tidligere lejlighed på førstesalen er nu smukt sat i stand og renoveret. Foto: Søren Andersen

»Det er en tidligere lejlighed, som vi nu har renoveret fuldstændig. Pladsen var jo til at tilbyde overnatning, som mange af vores kunder har efterspurgt, så de kan spare at køre hjem efter at have spist hos os. Og selv om der kun er tale om en enkelt værelse, så er der altså fire sovepladser at råde over. Og værelset er allerede fuldt booket indtil langt ind i sommeren,« siger Heidi Borum Oberneuwirther.

Nyd stilheden

Hun fortæller, at der i Fjellerup mest er udbud af sommerhuse og campingpladser til overnatning - men nu er der så en anden mulighed. Det er helt bevidst, at der ikke er tv og stereoanlæg på førstesalen.

»Folk skal i stedet nyde stilheden her - kun afbrudt af kirkeklokken lige ved siden af,« siger Heidi Borum Oberneuwirther, der alt efter sæson kan tilbyde en overnatning fra 695 kroner.

Heidi Borum Oberneuwirther drev tidligere café i Auning, men det var corona, der førte hende til Fjellerup, fordi hun skulle levere mad til et selskab. Og så kom hun i snak med den tidligere indehaver af Madam Blå, hvor hun først lejede sig ind, men siden købte hele ejendommen.

Eneste restaurant

»Hvis man ikke lige er til frituremad, så er Madam Blå den eneste restaurant i byen. Vi laver alt fra bunden og har åbent året rundt. Vores gæster er fra 50 år og op - og jeg plejer at sige, at vores gæster er folk, som sætter pris på at blive forkælet. Hver dag sammensætter jeg en menu med tre retter, og det har folk taget godt imod, for så slipper de selv for at skulle vælge ud fra et stort menukort,« siger Heidi Borum Oberneuwirther.

Hun har plads til 30 spisende gæster indendørs og 50 i den meget flotte gårdhave - og laver også meget ofte mad ud af huset.

Der er fire ansatte hos Madam Blå, som også tilbyder cykeludlejning, hvis man nu synes, at der er for langt at gå til stranden.