Fortsæt til indhold

Syr hjertepuder til kvinder ramt af brystkræft

Hinnerup Inner Wheel har eksisteret i 35 år.

Samfund
jr

Hinnerup Inner Wheel har som mange andre ligget underdrejet under corona, men den lokale afdeling af den velgørende internationale organisation for kvinder har alligevel indsamlet og doneret en del ting til velgørende formål i det forgangne år, hvor klubben har fejret sit 35 års jubilæum.

Medlemmerne har blandt andet syet 175 hjertepuder til brystkræftramte kvinder, der har fået strålebehandling. Hjertepuderne afleveres på Brystklinikken på Aarhus Universitetshospital, oplyser klubben i et skriv til Lokalavisen.

Klubben har også haft besøg af lederen af Reden i Aarhus, som er et anonymt være- og rådgivningssted for kvinder, der på forskellig måde er havnet i en svær livssituation. Lederen modtog en donation på 2.500 kroner samt 35 sække med tøj fra Hinnerup-kvinderne, der også har doneret 5.000 kroner til Julemærkehjemmet i Hobro.

Derudover har Hinnerup Inner Wheel bidraget med ting og beløb til forskellige projekter sammen med landets øvrige 97 Inner Wheel klubber.