Fortsæt til indhold

Stenrig tv-løve jubler: Imperiet har fået en arving

Serieinvestoren Christian Arnstedt har sammen med sin hustru, Charlotte Reventlow, fået sønnen William.

Samfund
/ritzau/

Serieinvestoren Christian Arnstedt, der er kendt fra DR-succesen ”Løvens hule”, har fået sin egen lille løveunge.

Han og hustruen, Charlotte Reventlow, er nemlig blevet forældre for første gang, efter at parrets purk, sønnen William, er kommet til verden.

Det afslører den nybagte far på Instagram.

Det var også på det sociale medie, at Christian Arnstedt tilbage i maj måned afslørede nyheden om den forestående familieforøgelse.

Dermed har Arnstedt-imperiet fået en arving.

Christian Arnstedt er efterkommer af en af familierne bag milliardkoncernen FLSmidth.

Selv har Christian Arnstedt skabt sit eget navn som medstifter og administrerende direktør i investeringsvirksomheden Blazar Capital.

Det førte til, at han i 2019 kom på det anerkendte erhvervsmagasin Forbes’ liste over Europas største businesstalenter under 30 år.

2019 var et triumfår for den unge investor. Samme sommer blev Christian Arnstedt nemlig gift med sin Charlotte i Kerteminde og fejrede kærligheden med en bryllupsfest på Hverringe Gods.

Christian Arnstedt (t.v.) har været en del af Løvens Hule-holdet siden 2020. Foto: Per Arnesen/DR.