Fortsæt til indhold

Giver skulptur til hospice

Provokatør og kunstner Henrik Busk Andersen har doneret sit arbejde til en skulptur til skoven ved børne- og ungehospice på Djursland. Værket afsløres 18. juni.

Samfund

Da han blev kontaktet af Aktivitetsudvalget fra Hospice Djursland og Strandbakkehuset, var han ikke i tvivl. Henrik Busk Andersen sagde straks ja til at skabe en skulptur til skoven ved børne- og ungehospice på Djursland.

»Jeg har lavet en skulptur med varme hænder. Man skal lægge mærke til, at rygsøjlen er snoet for at tilpasse sig det lille, syge barn,« siger Henrik Busk Andersen, der på samme måde som med skulpturen ”Vestjyden” i Struer har skabt en miniatureudgave af det store kunstværk, som kan sælges til private.

Alle pengene går til børne- og ungehospicet. Han har fraskrevet sig alle rettigheder.

»Når man tænker på, hvilke katastrofer et barn kan havne i, så er det let at gå ind og gøre noget. Jeg er stolt af, at min skulptur står dér, hvor barnet er i absolut centrum. På den her måde giver kunsten tilbage til samfundet,« lyder det fra Henrik Busk Andersen i en pressemeddelelse.

Kunstneren er især kendt for sin inspiration i det mandlige kønsorgan, men skulpturen ved hospice er ikke i konflikt med den del af hans kunst.

»Man skal have nosser til at stå ved det, man er. Nosser er den samme rygrad, som jeg bøjer ud af kroppen ad hjertets vej,« forklarer han uden at afsløre, hvad der gemmer sig bag indpakningen.

Ord på menneskeligt møde

Dorit Simonsen er hospiceleder for Hospice Djursland og Strandbakkehuset, og hun er begejstret for gaven, som skal blive bag presenningen indtil afsløringen 18. juni.

»Det er en relevant skulptur, hvor der er relevante tanker bag, som passer nøjagtig til vores plan om at lave en kunstrute i skoven,« siger Dorit Simonsen.

Lisbeth Højer, der er afdelingsleder i Strandbakkehuset, som er børne- og ungehospice, glæder sig til, at indpakningen kommer af.

»Det bliver et objekt, som man kan tale med hinanden om. Både når man kommer udefra, og når man kommer inde fra vores hus. Det bliver en lejlighed til at sætte ord på det menneskelige møde,« forklarer afdelingslederen.

De er begge enige om, at det nye kunstværk vil bidrage til at binde tankerne om huset og skoven sammen.

Henrik Busk Andersen har også et håb for sin skulptur.

»Den stiller jo et spørgsmål. Er du næstekærlig nok? Jeg vil gerne have, at folk går derfra og er lidt bedre mennesker,« siger han.

Arbejdet med skulpturen og betonfundamentet har Henrik Busk Andersen doneret, mens Støtteforeningen for Hospice Djursland og Strandbakkehuset har betalt for støbningen.

Skulpturen bliver afsløret den 18. juni kl. 11.30.