Fortsæt til indhold

Har brug for mange flere bloddonorer

Nye bloddonorer skal sikre livsvigtig behandling til alvorligt syge.

Samfund
gs

Hvert år er omkring 40.000 danske patienter afhængige af blod og blodprodukter for at overleve eller for at komme sig efter sygdomsforløb. Derfor er der hele tiden brug for, at danskere donerer blod for at sikre, at der er blod tilgængeligt for behandlingen. Lige nu mangler der bloddonorer i Odense og Aarhus samt generelt i Region Nordjylland og Region Sjælland, og derfor håber Bloddonorerne Danmark, at nye bloddonorer vil melde sig for at hjælpe eksempelvis kræftpatienter og patienter med immundefektsygdomme.

I Danmark kan vi fejre, at Bloddonorerne Danmark siden 1932 har medvirket til, at patienter i Danmark kan modtage blod som en del af deres behandling.

Danske hospitaler er hver eneste dag året rundt afhængige af donorblod for at kunne behandle patienter. Donorblod bruges for eksempel til kræftpatienter og ulykkesofre, ved større operationer og til fødende kvinder.
Cheflæge Bjarne Kuno Møller, ansvarlig for blodbankerne i Region Midtjylland

»Danske hospitaler er hver eneste dag året rundt afhængige af donorblod for at kunne behandle patienter. Donorblod bruges for eksempel til kræftpatienter og ulykkesofre, ved større operationer og til fødende kvinder. Enkeltstående hændelser kan reducere blodbankernes blodbeholdning kritisk, og derfor er det vigtigt, at der er en stabil indtapning af blod til blodbankerne,« fortæller cheflæge Bjarne Kuno Møller, der er ansvarlig for blodbankerne i Region Midtjylland, i en pressemeddelelse.

I dag er der 180.000 frivillige bloddonorer i Danmark, som ubetalt og anonymt giver blod til blodbankerne og derved er med til at gøre en kæmpe forskel for de mange tusinde mennesker, som hvert år modtager blod.

Afgørende bidrag

I dag kan danske bloddonorer give blod eller give plasma, der er den væske, som cellerne i blodet flyder i. Af plasmaet udvinder man blandt andet stoffet immunglobulin, som indgår i den livsnødvendige behandling af patienter med nedsat immunforsvar.

Patienterne kan ikke bekæmpe infektioner selv, så de er afhængige af at modtage immunglobulin fra raske mennesker. Der er imidlertid global mangel på immunglobulin, og det kan betyde, at patienterne ikke kan få den medicin, de har behov for. Det er en af grundene til, at der fortsat er et stort behov for nye bloddonorer i Danmark – særligt i Aarhus og Odense samt generelt i Region Nordjylland og Region Sjælland.

Som bloddonor kan man derfor blive spurgt, om man også vil donere plasma. Det tappes på en lidt anden måde, og det tager lidt længere tid ved hver tapning. I øjeblikket er der 13 blodbanker i de større byer i Danmark, hvor man kan donere plasma, se oversigten på https://bloddonor.dk/bliv-donor/plasmatapning/

»Behandlingerne med immunglobulin udvundet fra plasma er en central og nødvendig del af behandlingen af både patienter med nogle immundefektsygdomme og af patienter med visse autoimmune sygdomme. Behovet for den livsvigtige medicin er stigende i hele verden, og medicinen kan kun fremstilles af blodplasma. Derfor har vi lige nu brug for flere bloddonorer, som også ønsker at donere plasma. Den stigende globale efterspørgsel på immunglobulin vil i værste fald kunne kompromittere en optimal behandling af patienter i Danmark, så vi arbejder hårdt på at undgå scenariet, hvor der ikke er plasma nok til behandling af danske patienter,« siger Bjarne Kuno Møller.

Selvforsynende med plasma

Danmark arbejder på at blive selvforsynende med plasma til fremstilling af immunglobulin, da behovet for medicin fra plasma til behandling af patienter er stigende i Danmark og i resten af verden. I de kommende år vil de fem sundhedsregioner øge kapaciteten til at donere plasma – svarende til en stigning på ca. 200.000 tapninger om året i hele landet – en stigning på 67 pct.

International Bloddonordag den 14. juni er etableret af blandt andet WHO, som fortsat støtter arbejdet for at sætte fokus på behovet for blod til behandling af patienter og for at takke bloddonorerne og rekruttere nye donorer. I Danmark markeres dagen med arrangementer rundt om i landet, hvor du kan høre mere om at blive bloddonor.