Bente og Leif underholder i Strands Forsamlingshus
Efter et års pause er Bente Kure og Leif Ernstsen tilbage med deres traditionsrige koncerter.
For næsten lige så længe som Bente og Leif har spillet sammen, næsten lige så længe har de gæstet Djursland hver eneste sommer for at underholde og berige med deres kendte og elskede repertoire, blandet op med deres nyeste skud på musikstammen - altid inspireret af de lyse sommeraftener.
Det startede i 1991 på Sølballegaard, har været rundt om både Ebeltoft og Rødegaard i Vistoft, og nu gennem nogle år har Strands Forsamlingshus dannet rammen om deres Sommer-koncerter på Djursland. Denne sommer bliver det 14. og 15. juli.
Noget på hjerte
”Når livet fortælles i poesi og musik, er det aldrig så slemt som virkeligheden. Musikken giver ordene en form, og kaotiske trusler dulmes. For budskabet trænger ind ad andre veje, og vi tøver et øjeblik. Og giver os tid til at tænke og forstå.”
Ovenstående er frit efter højskolemanden Erik Lindsø. Men det kunne lige så godt være en del af en anmeldelse af en koncert med Bente Kure og Leif Ernstsen. For de koncerter, de sammen spiller på scenerne rundt om i landet er så meget mere end det:
Det er standup med musik på, singer/songwriter på dansk, underholdning med holdning, sanselige sange og mærkbare melodier, nærvær og nerve, og det er noget på hjerte.
Det er også mest egne sange og melodier, men kærligheden til blandt andet Jeppe Aakjær, Benny Andersen, Halfdan Rasmussen og de andre store tekst/sangskrivere fornægter sig heller ikke.
Bente og Leif har spillet sammen i snart 37 år med en aldrig svigtende intensitet og et altid skarpt blik på, at underholdningsværdien og humoren ikke bliver underkendt undervejs.
Før underholdningen kl. 20 serveres en sommerbuffet kl. 18.
Flere oplysninger kan læses på www.benteogleif.dk.