Fortsæt til indhold

Endnu en dansker smittet med abekopper

Statens Serum Institut har konstateret endnu et tilfælde af abekopper. Det bringer det samlede antal op på otte danske tilfælde.

Samfund
am

Endnu en dansker er smittet med abekopper. Det oplyser Sundhedsministeriet.

Man kender ifølge ministeriet smittekilden til det nye tilfælde, og her er smitten formentlig sket i udlandet.

Styrelsen for Patientsikkerhed har derudover identificeret smittekilden for det tredje af gårsdagens tilfælde af abekopper. Her er der forbindelse til et tidligere smittetilfælde.

Danmark har efter rådgivning fra sundhedsmyndighederne indkøbt omkring 3.000 abekopper-vacciner, som leveres torsdag 16. juni.

Danmark har i forvejen modtaget 200 doser fra Holland, hvor myndighederne endnu kun har haft behov for at benytte en mindre del, i det der på nuværende tidspunkt er givet vaccine til fire personer.

»Vi er nu oppe på otte danske tilfælde af abekopper. Vi følger naturligvis fortsat udviklingen tæt. Nu får vi leveret yderligere vacciner mod abekopper, så myndighederne kan tilbyde nære kontakter, hvor det er relevant,« siger sundhedsminister, Magnus Heunicke (S) og tilføjer:

»Myndigheder vurderer ikke, at der på nuværende tidspunkt er risiko for bred samfundsmitte. Men vi har naturligvis en stor opgave i at inddæmme og opspore smitten i hvert eneste tilfælde.« .

Statens Serum Institut har nu i alt konstateret ni tilfælde af abekopper i Danmark, men da en af de smittede er bosat i Sverige, tæller et af tilfældene ikke med i den danske opgørelse.