Fortsæt til indhold

Okapier fik stress af festival - så Zoo måtte medicinere dem

Musikfestivalen Syd for Solen blev afholdt over tre dage på Frederiksberg. Her gjorde festivalens 26 koncerter, dyrene i Zoologisk Have så stresset, at de skulle have beroligende medicin.

Samfund

Ligesom musik kan give anledning til både fest og glade dage, så kan det også være et stærkt irritationsmoment, hvis man højlydt skal høre på noget, man synes lyder værre end at trække en kat i halen.

Sådan er det nok for mange mennesker, men musik kan også give stress i dyrenes verden. Her er det TV2 Lorry, der kan berette om, hvordan giraffer og okapier i Københavns Zoo har været mere end almindeligt stressede af tredages-festivalen Syd for Solen, der fandt sted 10.-12. juni i Søndermarken på Frederiksberg.

Her blev flere af dyrene nemlig så stresset af den høje musik, at de måtte opstaldes – og nogle sågar medicineres med beroligende præparater af dyrlægerne, lyder det ifølge mediet.

»Okapierne var stresset på et niveau, hvor vi var nødt til at give dem beroligende medicin. Girafferne måtte vi lukke ind i stalden for at få dæmpet støjen omkring dem,« siger Mads Frost Bertelsen, der er zoologisk direktør og dyrlæge i Københavns Zoo, til regionalmediet.

Direktøren siger samtidig, at man ellers aldrig er nødt til at medicinere dyrene på den måde. Det har man kun gjort én gang tidligere de seneste 20 år - nemlig da der blev lagt ny asfalt en hel dag sidste år.

Ifølge Mads Frost Bertelsen kunne man fornemme på dyrene, at de var stresset, idet de begyndte at vandre frem og tilbage og begyndte at hyperventilere. Noget som en okapi før er død af - da der var lydprøver til noget opera tilbage i 1994.

Hvorvidt rock-hovednavne som det tidligere Oasis-medlem Liam Gallagher og The National har forværret stressniveauet hos okapierne, melder historien ikke noget om.