Ramt helt ind i hjertekulen af filippinske gadebørn

Han går i stå midt i sætningen. Stemmen knækker over, og øjnene bliver blanke.

Der er slet ingen tvivl om, at John Jeppesen fra Lyngå er blevet ramt helt ind i hjertekulen af de filippinske gadebørn.

Han er midt i at fortælle om en 2-årig piges gruopvækkende skæbne, da han må stoppe og sunde sig.

»Det er altså virkelig hård kost, som de her børn har været udsat for,« siger han, da han har trukket vejret et par gange.

Lokalavisen Favrskov er på besøg for at høre nærmere om John Jeppesens nystiftede forening ’Støt Gadebørn’, hvor hver en krone doneret går ubeskåret til gadebørnene. I første omgang går pengene til børnehjemmet Calabnugan i netop Filippinerne. Her bor 20-25 piger i aldersgruppen 0-19 år.

Børnehjems-ejere på besøg

I sidste uge holdt John tre små events i haven i Lyngå for at skabe opmærksomhed om Calabnugan og foreningen Støt Gadebørn og for at samle penge ind.

Netop i sidste uge var det italiensk/filippinske par, som driver Calabnugan, nemlig på besøg hos John Jeppesen sammen med deres datter og et sæt forældre. I alt fem personer boede hos ham.

»Jeg har voldsom respekt for sådanne to mennesker, som dedikerer deres liv til at drive et børnehjem. Det ville jeg ikke selv kunne.«

Parret var i Danmark, fordi Francesco Izzo har sat et vildt projekt i søen: Han cykler fra Athen i Grækenland til Nordkap i Norge. Han har afsat 90 dage til projektet og kommer på den knap 6.500 kilometer lange tur gennem ni lande. Alt sammen for at skabe opmærksomhed om sit børnehjem.

»Det er Frans’ projekt, som har foranlediget, at jeg har stiftet Støt Gadebørn. Jeg har været tæt på at starte op nogle gange, men nu skulle det være. Hvis Frans kan starte den sindssyge cykeltur, så kan jeg også tage mig sammen til at stifte en forening. Jeg kan ikke cykle de 6.500 kilometer med ham, men jeg kan da gøre det her,« siger John Jeppesen.

En verden til forskel

Det er lidt et tilfælde, at det lige er blevet et filippinsk børnehjem, som John har tabt sit hjerte til. Han blev bekendt med stedet, da nogle venners datter var i praktik dér for syv år siden.

»Hun startede en indsamling, så børnene kunne få en trampolin. Alle pengene gik til den her trampolin og at gøre børnene glade. Det gav bare så meget mening og viste mig en anden vej end at støtte andre velgørende foreninger, som har lidt vel mange omkostninger til dyr husleje og lønninger,« siger John Jeppesen, som selv besøgte Calabnugan for fire år siden.

»Der fik jeg også set, hvor de her børn kommer fra, og jeg må bare sige, at forholdene i slummen er fuldstændig forfærdelige. Der er virkelig en verden til forskel på livet i slummen og livet på børnehjemmet,« siger han og fortsætter:

»Jeg kan hundrede procent stå inde for det her sted, ellers ville jeg selvfølgelig ikke samle ind til det. Jeg kan klart kvalitetsstemple Calabnugan. Støt Gadebørn kommer selvfølgelig også kun til at støtte seriøse projekter,« siger han.

Hvis det lykkes Støt Gadebørn at få mange donationer, vil næste skridt være andre børnehjem på Filippinerne og derefter en slags ”overbygning”, som John Jeppesen kalder det:

»Så vi kan hjælpe dem videre efter skolen til uddannelse eller job. Ellers er der en risiko for, at det eneste, som venter dem, er en sød fyr på en knallert. Derfor kigger vi også på nordiske virksomheder, som er repræsenteret i Filippinerne, som vil være med til at sikre stipendier, praktik eller job. De firmaer, jeg har nået at tale med indtil nu, har været meget positive.«

»Hvornår kommer du hjem«

Børnehjemsejerne Flora Aguit og Francesco Izzo er meget taknemmelige for al den støtte, børnehjemmet kan få, for det står i en meget presset økonomisk situation, særligt efter corona-epidemien ramte hele verden.

De forklarer, at de brugte seks år på at bygge børnehjemmet, som åbnede i 2010.

Det helt korte svar på, hvorfor de har valgt at dedikere deres liv til gadebørn, lyder:

»Fordi de har brug for det!«

Hvorfor cykler du den her vilde tur Francesco?

»Fordi cyklen åbner døre. Hvis en 21 år gammel cykel kan klare det her, så kan man også åbne sit hjerte og hjælpe os. Jeg bruger tre måneder på turen, og målet er nok midler til tre års mad,« fortæller han.

De små børn på børnehjemmet kan ikke helt forstå, hvad Frans, som kan hedder i daglig tale, har gang i.

»De ringer hver dag og spørger, hvornår jeg kommer hjem.«