Fortsæt til indhold

Kender du reglerne for sejlads på Gudenåen?

Der er mange regler, der skal overholdes, når man sejler på Gudenåen, og kommunerne og politiet opfordrer til, at man sætter sig ind i dem.

Samfund
sra

Gudenå-systemet bruges af mange forskellige brugergrupper, og der skal være plads til alle, uanset om man er erfaren motorbådssejlende eller sidder i en kano for første gang.

Alle, der vil sejle i Gudenå-systemet opfordres til at sætte sig ind i reglerne. Kommunerne og Politi udfører kontroller af de sejlende i løbet af sejladssæsonen.

Der er hastighedsbegrænsninger i Gudenåsystemet, og intetsteds må man sejle mere end 10 knob. For hurtig sejlads skaber hækbølger med farlige situationer for Gudenåens bløde trafikanter til følge.

Nyt hastighedsudstyr

I 2022 tager politiet et nyt, håndholdt udstyr i brug til laserbestemmelse af hastighed. Har man hang til hurtig sejlads henviser Politiassistent og ansvarlig for maritim kontrol i Midt -og Vestjyllands Politi, Carsten Brøgger, til havet eller Limfjorden.

Sejlads og alkohol kan være en farlig cocktail. Derfor er spiritussejlads et tilbagevendende fokusområde for sejladskontrollerne. Det kan blive en overordentlig dyr sejltur at sejle i et beviskrævende fartøj med en promille over 0,5. Bødetaksten afhænger af førerens årlige bruttoindtægt og promillens størrelse.

Det er lovpligtigt at medbringe det antal rednings- eller svømmeveste, som der er personer i fartøjet. Dette krav gælder, uanset om fartøjet føres med motor eller ej.

Det gælder dermed også for de sejlende på stand up paddle boards (SUPs) - en fartøjstype, som i de seneste år er steget voldsomt i popularitet.

Lovgivningen om obligatorisk ansvarsforsikring for motorbådssejlende blev skærpet i 2018 som følge af en tragisk sejladsulykke i København.

Man skal være opmærksom på, om ens fartøj er omfattet af de skærpede regler. Er der ikke tegnet en ansvarsforsikring, der dækker både personskade og skade på ting, må man ikke benytte fartøjet.

Gyldig registrering

Alle motorbåde – også elmotorbåde - i Gudenåsystemet skal føre et gyldigt bådregistreringsnummer som fås via Gudenåens online registreringssystem.

På strækningen Tørring – Klostermølle er motoriseret sejlads forbudt. Men man er velkommen som gæstesejlende i sit ikke-motoriserede fartøj, når man har erhvervet sig en gæsteregistrering.

Der sælges max. 50 gæsteregistreringer om ugen à fem dages varighed. Af hensyn til naturen er sejlads udelukkende tilladt fra 16. juni og året ud og det kun i tidsrummet fra kokken 8 til klokken 18.

Man kan finde alle sejladsreglerne via sejladspaagudenaaen.dk, hvor man også kan købe registreringer og gæsteregistreringer.