Fortsæt til indhold

St. Sjørup inviterer igen til Sommerby ved søen

Tirsdage i juli inviterer St. Sjørup Bylaug igen til stort kræmmermarked med musik, gøgl, leg, boder, mad og meget mere.

Samfund

To år var coronaen skyld i, at Sommerby St. Sjørup måtte aflyses, men her i 2022 vender markedet heldigvis tilbage med fuld styrke. Formand for Bylauget Lars Gaaei fortæller, at alle stadepladser er solgt, og et sted mellem 100 og 110 kræmmere sætter deres bod op ved søen på tirsdag 5. juli.

Hver tirsdag i juli omdannes pladsen omkring søen til en stor markedsplads med kræmmere fra nær og fjern, samt forskellig underholdning fra gang til gang.

Musik og gøgl

På tirsdag 5. juli spiller det efterhånden aldrende lokale boyband ’Demens’. Lars Gaaei oplyser, at de startede med et andet navn der ligger tæt op ad det nuværende, men i erkendelse af alderens fremskriden, mener de at dette er dækkende.

»Selv om de vist heller aldrig rigtig kan huske, hvad de hedder.«

Det lokale teaterselskab HATS vil en af fire tirsdage også være på pladsen med gøgl og ballade. Hvilken af tirsdagene det bliver, er stadig uvist.

»HATS på Tour - vi kommer og gør verden usikker,« lover teaterdirektør John Pedersen.

Biblioteket er på markedet

Norddjurs Biblioteker kommer på markedet på tirsdag 5. juli, og bidrager med børne-/familieforestillingen ’Boris og den glade løve’. Derudover har biblioteket en stand, hvor børnene kan fremstille en kikkert af papruller, som de kan dekorere. Hvert barn kan få udleveret en lille bog med udfordringer og inspiration.

Bibliotekar Birgitte Diemer Sørensen fortæller, at der også vil være information om biblioteket og mulighed for, at de besøgende kan blive oprettet som lånere. Tilbuddet gælder både for kommunens borgere og for sommergæster, som kun er her i kortere tid.

»Alle har mulighed for at benytte biblioteket, vi har hylder og krybber fulde af materialer, åbne biblioteker med plads til hygge, fordybelse og leg.«

Glæde over at kunne igen

Lars Gaaei ser frem til, at byen igen kan invitere til sommermarked, der er et stort tilløbsstykke.

»At vi ikke har kunnet holde marked siden 2019 betyder, at vi efterhånden har et voldsomt behov for social kontakt,« smiler formanden for bylauget og tilføjer:

»Og så ser vi også frem til at få råd til det vi gerne vil.«

Ambitionerne er at forbedre faciliteterne til ophold omkring søen samt restaurering af fælleshusarealet.