Anker overlader livsværk til Emil og Rasmus
AG Service overdrager hele herligheden til den yngre generation i ER Service
Man skulle næsten tro, at de to unge mænd, 25-årige Emil Smith og 22-årige Rasmus Klemmensen, havde planlagt det hele fra starten, da de grundlagde deres firma ER Service for halvandet år siden i Strands på Mols. Navnet passer nemlig som fer i not til det firma, de 1. juli overtog, nemlig det 36 år gamle Ebeltoftfirma, AG Service.
Her har Anker Gindesgaard siden 1986 siddet for bordenden, men nu er han altså klar til at lade næste generation tage over.
Hele molevitten
66-årige Anker Gindesgaard er VVS-installatør og har haft sit firma AG Service igennem 36 år. Mange på Djursland kender det måske på logoet, der forestiller en gæv arbejdsmand på vej på job, og den genkendelighed bliver der ikke lavet om på lige foreløbigt.
»Nej, vi beholder logoet - og telefonnumrene. Ja, faktisk det hele, også de ansatte. Der er ikke meget, der kommer til at ændre sig, bortset fra, at vi nu også tilbyder tømrerarbejde,« fortæller Emil Smith og henviser til makkeren Rasmus Klemmensen, som er tømrermester. Han er selv VVS-installatør og de to overtager også kontorfaciliteter og to lagerhaller på Martin Hansens Vej.
Anker Gindesgaard, der er en aktiv spiller i byens erhvervs- og fritidsliv, som blandt andet næstformand i både håndværkerforeningen og EBIC, havde egentlig tænkt at udskyde pensionen et par år endnu, men da tilbuddet kom fra de to unge og allerede selvstændige håndværkere, sagde han - efter lidt betænkningstid og den rigtige pris - ja tak.
»Jeg tror på de her to gutter. Og så er det jo meget tilfredsstillende, at der skal to til at erstatte mig,« griner han.
Masser af service
Navnene på de to håndværkerfirmaer ligner hinanden og i en rum tid endnu, vil firmaet komme til at hedde begge dele. ’AG Service ved ER service’ kommer der sandsynligvis til at stå på bilerne.
Anker Gindesgaard ser frem til at få mere tid til at spille golf, tage på camping og hænge ud med børnebørnene, og hvis hans kones to-do-liste derhjemme bliver for lang, så har han stadig en undskyldning for at tage op i firmaet. Han fortsætter nemlig de næste måneder som konsulent for de nye ejere, så overgangen bliver så gnidningsfri som overhovedet mulig.
Der er dog ingen rysten på hænderne hos den yngre generation.
»Vi glæder os til at overtage faciliteterne og så endda en kontorassistent, som kan klare noget af papirarbejdet for os. Vi vil gøre vores bedste for, at intet ændrer sig og leve op til det gode navn, som Anker har skabt for sig selv og firmaet. Jeg er sikker på, det kommer til at gå uden problemer, og vi kommer aldrig til at få så travlt, at vi ikke kan leve op til vores navn - nemlig at yde god service,« afslutter Rasmus Klemmensen.
Venner, familie og forretningsforbindelser kan glæde sig til en reception senere på året. Nu handler det dog først om at komme godt i gang.