Fortsæt til indhold

Sundhedshus på vej i Lisbjerg - ejer ser stort potentiale

De første lejere har meldt sig på banen til kommende sundhedshus i Lisbjerg. Ejer ser stort potentiale i området.

Samfund

»Sundhed skal ikke være dyrt, og jeg har hjertet med i det.«

Iværksætter Joachim Berg har en plan. Økonomien i et kommende sundhedshus i Lisbjerg skal bare køre rundt, mens han vil tjene sine penge på andre projekter, han er involveret i. Det er i hvert fald det, han siger.

Den 47-årige aarhusianer har slået pjalterne sammen med lægerne Birgitte From og Pia Brønlund Olesen, der har en lægeklinik i Trige. Klinikken lider af vokseværk, og de eksisterende lokaler kan ikke udvides yderligere.

Birgitte From og Pia Brønlund Olesen bliver de første lejere i Lisbjerg Sundhedshus, der vil blive placeret vest for Lisbjergskolen ud til Ole Lund Kirkegaards Allé, ved en letbanestation.

Sundhedshuset kommer til at bestå af 1000 kvadratmeter i tre etager, og Joachim Berg forestiller sig, at lægerne kommer til at dele bygningen med eksempelvis fysioterapeuter, psykologer, taleterapeuter og/eller noget helt fjerde.

»I løbet af det næste halvandet år vil vi opsøge andre sundhedsaktører og afsøge samarbejdsmuligheder. Det giver god mening med et sundhedshus i Lisbjerg, for der er vækst i det nordlige Aarhus,« siger han til Lokalavisen Aarhus og fortsætter:

»På sigt skal der bo 25.000 flere borgere i Lisbjerg, og vi borgere vil gerne have sundhedstilbud samlet under ét tag. Borgerne får et bredt sundhedstilbud, og for de sundhedsfaglige aktører er det en gulerod, at man får et fællesskab og mulighed for at sparre på tværs af kompetencer.«

Indtil videre er der ikke meget at se, men om halvanden år vil der, hvis alt går vel, stå et tre etager højt sundhedshus på denne grund. Foto: Privat

Lokalpatriot

Der skal ifølge Joachim Berg også være apotekere, der er villige til at flytte ind i Lisbjerg Sundhedshus, når der om nogle år højst sandsynligt bor flere borgere i området.

Det er Joachim Berg, der har etableret firmaet »Lisbjerg Sundhedshus« og købt grunden af kommunen.

»Jeg har fokus på kvadratmeterprisen, for det er faktisk mig, der betaler. Lejerne skal ikke betale mere end højst nødvendigt. Det skal være noget, der kommer offentligheden til gode,« siger han og fortsætter:

»Et privat projekt kan nogle andre ting end et offentligt. Vi er helt sikkert hurtigere og mere agile i det private. Der er ikke noget politisk på spil, og der er færre, der skal blive enige, når der skal træffes beslutninger.«

Manden bag det kommende sundhedshus i Lisbjerg bor selv i Skejby, hvorfra han se til Lisbjerg.

»Jeg elsker Aarhus og har lavet mange projekter i Aarhus Nord. Jeg er lidt lokalpatriotisk,« siger Joachim Berg.

Han forventer, at Lisbjerg Sundhedshus, der ifølge iværksætteren bliver »en sund bygning lavet efter nutidens standarder,« kan komme til at tiltrække borgere fra blandt andre Trige, Tilst og Lystrup.

Den lægeklinik, Birgitte From og Pia Brønlund Olesen står bag, udvides fra 170 kvadratmeter til 370 kvadratmeter i forbindelse med flytningen til Lisbjerg. Det ville ikke være mærkeligt, hvis klinikken skiftede navn fra Lægerne i Trige.

Joachim Berg vil bruge resten 2022 på at tegne, beregne og projektere byggeriet af det kommende sundhedshus i Lisbjerg. 2023 skal bruges på at opføre sundhedshuset. Hvis alt går vel, kan Lisbjerg Sundhedshus slå dørene op i starten af 2024.