Fortsæt til indhold

René Høeg bliver provst i Favrskov

Den lokale sognepræst i Voldum-Rud bliver ny provst i Favrskov Provsti.

Samfund
jr

René Høeg tiltræder 1. august som provst i Favrskov provsti. Han kommer fra en stilling som lokal sognepræst i Voldum-Rud og er derfor allerede et kendt ansigt i Favrskov.

»Jeg glæder mit til at bakke op om det gode arbejde ude i sognene. Folkekirkens nærdemokrati er en vigtig faktor i folkekirkens udfoldelse. De lokale menighedsrådsmedlemmer kender nærområdet, og derfor ved de også bedst, hvordan kirken skal virke på deres sted,« fortæller den nyudnævnte provst i en pressemeddelelse fra folkekirken i Favrskov.

»Jeg ser frem til at lære alle Favrskovs kirker og byer at kende, så jeg kan blive en god sparrings- og samarbejdspartner for præster og menighedsråd. På den måde kan vi sammen fortsat sikre fokus på trivsel og godt arbejdsklima for både præster, ansatte og menighedsrådsmedlemmer. Derudover glæder jeg mig til at fortsætte de stærke og betydningsfulde samarbejdsrelationer, som folkekirken har til det omkringliggende samfund – kommunen og frivillige organisationer med flere. Folkekirken er sit samfundsansvar bevidst, og det gælder også, når vi snakker klima. Favrskov provsti har et mål om at reducere C02-aftrykket med 70 procent inden 2030, og det bliver spændende at stå i spidsen for at understøtte den proces, som allerede er godt i gang,« siger René Høeg.

Provstestillingen i Favrskov er en 75 procent stilling og er som hidtil tilknyttet Hadsten Storpastorat med 25 procent stilling som sognepræst.

»Det har været en god ansættelsesproces, og både menighedsråd, biskop og provstiudvalg har entydigt peget på René Høeg som ny provst. Det skaber et stærkt og godt fundament for det fremtidige arbejde,« fortæller Frank Iversen, der er formand for provstiudvalget.

Ansættelsen af den ny provst bliver markeret med en indsættelsesgudstjeneste onsdag 17. august klokken 19.00 i Sankt Pauls kirke i Hadsten, hvor alle er velkomne. Efterfølgende er der reception i Sløjfen i Hadsten. René Høeg overtager stillingen som provst i Favrskov efter den tidligere provst Anders Bonde, der gik på pension i januar 2022.