Sprængfarligt springvand: Asfalt i opløsning på havnen
Teknik og Miljø er i dialog med det firma, der anlagde pladsen, for at finde en løsning.
En asfaltbelægning, der er ved at gå i opløsning, er skyld i, at der stadig er tørt i det populære springvand på havnepladsen. Snart er en midlertidig løsning klar.
Det oplyser Teknik & Miljø i en pressemeddelelse.
Sommeren er over os og med de lune temperaturer kan det være fristende at svinge forbi havnespringvandet for at blive kølet ned. Det har dog ikke været en mulighed i år. Der er nemlig ikke noget vand i springvandet – endnu.
»Det har vist sig, at asfaltbelægningen ikke er egnet som underlag til springvandet. De høje vandstråler banker asfalten i stykker, og stykker af sten, sand og asfalt ryger af. Det tilstopper filtrene og overbelaster og nedslider pumperne, der skal recirkulere vandet, og det er selvfølgelig ikke hensigtsmæssigt,« forklarer arealansvarlig ved Teknik og Miljø, Hans Henrik Rasmussen.
Teknik og Miljø er i dialog med det firma, der anlagde pladsen, for at finde en løsning.
Midlertidig løsning
Indtil da bliver der arbejdet på en midlertidig løsning, så aarhusianerne fortsat kan nyde springvandet denne sommer.
»Vi ved, at mange aarhusianere er glade for springvandet, og vi vil gerne sikre, at de stadig får en god oplevelse, når de besøger det. Vi vil derfor starte springvandet op på halv kraft, så strålerne er op til én meter i stedet for to meter. På den måde kan vi få gang i springvandet, samtidig med at vi begrænser mængden af opløst asfalt,« forklarer Hans Henrik Rasmussen.
For at springvandet kan skyde lavere stråler, skal det omprogrammeres. Efter planen vil en programmør sørge for det i løbet af næste uge. Hurtigst muligt herefter vil springvandet køre på halv kraft.
Om springvandet
Springvandet Endless Connection er et kunstværk af Jeppe Hein.
Den aarhusianske stjernehimmel er inspirationen bag de skiftende mønstre.
Kunstværket er normalt tændt i dag- og aftentimerne fra midten af april til slutningen af oktober, hvor det lyser op og skyder med vandstråler på op til to meter.