Fortsæt til indhold

Kvadrat-isk kunst fra Kulturskolen

Børnenes kunst skal ses, og derfor udstiller Kulturskolen Syddjurs flere steder i det offentlige rum denne sommer. Blandt andet ved hjælp af et samarbejde med Kvadrat.

Samfund

Gobeliner sender tankerne hen på store riddersale i hovedstæder, men denne sommer kan de fineste blå af slagsen ses i en udstilling i foyeren på Hornslet Bibliotek. De fem gobelinerne, som tilsammen udgør ét værk, er lavet af elever fra 8. klasse på Hornslet Skole sammen børn fra juniorklubben.

Værket består af tekstiler fundet i Kvadrats skatkammer; et prøvelager, hvor stofstykkerne egentlig bare skulle kasseres.

Hos Kulturskolen Syddjurs billedkunstspor er de utroligt glade for at få lov at samarbejde med en stor, lokal og samtidig international virksomhed som Kvadrat.

»Et helt nyt univers har åbnet sig, som vi synes er utrolig spændende at udforske. Jeg tror på det giver børn og unge en særlig oplevelse at bearbejde de taktile materialer, vi har fået adgang til. Basale færdigheder som at klippe, tegne og have materialet mellem hænderne er yderst relevant i dag, hvor mange børn og unge har et meget stort skærmforbrug,« udtaler billedkunstfaglig koordinator ved syddjurs Kommune og Billedkunstskolen Mette Damkiær Høffding.

En parafrase

Mandag 20. juni afholdte vi fernisering på Hornslet bibliotek. Det var en fantastisk eftermiddag, hvor politikker Marianne Kirkegaard fra Udvalget for Kultur-, fritids- og landdistrikter holdte festtale. De fem hænger i bibliotekets foyer sommeren over.

De fem gobeliner udgør tilsammen et fællesværk og en parafrase over Syddjurs kunstneren Hans Clausens landskabsmaleri ”Spor”. Fællesværket er lavet af stofprøver fra Kvadrat. (værket er derved samtidigt bæredygtigt).

Forinden workshoppen, var Syddjurs Kunstneren Hans Clausen på besøg på Hornslet skole, hvor han fortalte om hans malerier, og hvordan han arbejder som kunstner. Det at møde en udøvende kunstner, tror vi kan inspirere de unge og håber har givet en ekstra dimension når de skulle arbejde med en af Hans Clausens værker.

Marianne Kirkegaard (forrest) fra Byrådet indviede udstillingen med de fem gobeliner. Pressefoto

Ebeltoft og Hornslet

På Kulturskolen Syddjurs billedkunstlinje er samarbejdet med den anerkendte internationale virksomhed Kvadrat. Dette er ud fra et ønske om at eksperimentere med tekstil som materiale, udforske det smukke håndværk, og skabe en tættere forbindelse til erhvervslivet. Konkret udmønter det sig i tre projekter:

Nemlig, en udstilling med tekstiltryk i Kunstkuben på Kulturgrunden i Hornslet. På kulturgrunden har man lavet en såkaldt Kunstkube som optakt til det kommende kulturhus. Her er en scene, en grafittivæg og en kunstkube, et set up af midlertid karakter bygget op af frivllige kræfter og genbrugsmaterialer, lige overfor Kombi. Det er foreningen bag Kulturgrunden, der har bedt Kulturskolen Syddjurs om at lave en udstilling.

Den anden udstilling lige nu er en stor svævende fugl på Maltfabrikken, hvor der også er anvendt tekstiler.

Endelig er der den førstnævnte udstilling på biblioteket i Hornslet med fem gobeliner.

Erhverv, skoler og kunst

En strategi fra såvel Undervisningsministeriet som Syddjurs Kommune skal skabe større forbindelse mellem de såkaldte praktisk-musiske fritidstilbud, erhvervsliv og folkeskoler. Praksisfagligheden skal styrkes i folkeskolen. Det arbejdes der både landspolitisk og i Byrådet i Syddjurs. Nogle af grundtankerne bag er, at det dels skal fremme elevernes alsidige udvikling og dannelse og dels åbne flere elevers øjne for erhvervsuddannelserne.

Kulturskolen Syddjurs vil derfor rigtigt gerne samarbejde mere med folkeskolerne, da de tror på, at de kan inspirere, understøtte og måske endda bidrage til at løfte de praktisk-musiske fag.

»Konkret arbejder vi på et større projekt, hvor vi som Kulturskole vil understøtte valgfagene i udskolingen. Her kommer samarbejdet med virksomheden Kvadrat til at spille en central rolle,« fortæller Mette Damkier Høfding

Men én ting er politik, dannelse og skoletjenester. Noget andet er at få alle de fine ting, elever i kulturskolen producerer, ud i det offentlige rum. Tit afslutter mange hold nemlig med en udstilling for mor og far, men det er ærgerligt, at ikke flere får glæde af kunsten.

»Vi laver så mange fine ting, som ingen ser, og derfor er et af vores fokuspunkter lige nu også, at vi skal have værkerne ud og leve rundt omkring i kommunen, så folk kan få nogle oplevelser med vores ting. Der må gerne være noget, som får folk til at stoppe op, måske undre sig eller blive begejstret og dermed få en lille kunstoplevelse med sig.«