Tivoli Jennum besøgte Nordbyen
Tivoli for børnene og et farvel til tre voksne på Jennumparkens fritidshjem.
To store klovne og nye forlystelser var med, da Tivoli Jennum sidste dag før skolesommerferien indtog legepladsen i Jennumparkens fritidshjem.
Børnene startede med en rigtig Tivolimenu – franske hotdogs og sodavand, og derefter var det tid til at forlyste sig med de forskellige aktiviteter.
Det muntre køkken blev bombarderet godt og grundigt af livlige børn. Der var også stor morskab ved fotoboden, beretter fritidshjemmet. I fotoboden kunne børnene vælge mellem forskellige hatte, skæg og briller. De fik taget et billede, som de så kunne tage med hjem som et minde.
Slik katapulten var også et hit. Når børnene ramte et bestemt punkt, sprang en kage op, og så var det med at gribe den i luften.
Der fløj også pile gennem luften, men det var altså bare fra boden med ballondart.
En stor flok ænder havde fået påklistret tal i ”ænden”, og dem skulle børnene fange. Tallene i ”ænden” skulle lægges sammen, og resultatet af dette udløste en præmie.
Boden med de hundrede snore gav børnene mulighed for at trække en gevinst, der var dog også enkelte nittere.
Farvel til tre
Forældrene var inviteret med fra kl. 15, så de også fik mulighed for at opleve tivolistemningen.
I forbindelse med arrangementet blev der sagt farvel til tre voksne på fritidshjemmet. Vivi Lindner-Lassen, som bor i Aarhus, har fået job tættere på sin bopæl. Lone Fisker Jensen stopper som souschef, hun vil prøve at arbejde med de ældre borgere fremadrettet. Institutionsleder Birgitte Sørensen , som har været 42 år på fritidshjemmet, har valgt at gå på pension.