25 års jubilæum og generationsskifte på vej
Murerfirmaet Kusk & Thomsen i Ørsted er godt på vej mod 25 års jubilæum og har påbegyndt et generationsskifte.
Jens Kusk og Flemming Thomsen kan 1. august i år holde 25 års jubilæum med Murerfirmaet Kusk & Thomsen. Jubilæet markeres fredag 5. august klokken 14 i virksomheden på Rougsøvej 55a. Senere på eftermiddagen sættes der musik til festlighederne, når Peter Vildmand spiller op klokken 16 med sit arsenal af Kim Larsen-sange.
Makkere helt fra skoletiden
Jens Kusk og Flemming Thomsen har kendt hinanden siden skoletiden, det vil sige i lidt mere end 50 år. De blev klassekammerater i 4. klasse. Derefter kom de i murerlære i samme firma, og fortsatte derefter sammen efter at have fået svendebrevet.
I nogen tid gik de og tog tilløb til at etablere egen virksomhed, men det at de var to om det, gjorde, at beslutningen blev lettere at tage.
Efter to-tre år ansatte de de første medarbejdere, og siden er firmaet vokset støt og roligt. De seneste år har de været omkring tyve medarbejdere.
»Og vi har stadig rigeligt i ordrebogen, der er til lang tid.«
Murerfirmaet Kusk & Thomsen har sit arbejdsområde i Aarhus, Randers og Djursland, og de har netop afsluttet et projekt i Silkeborg. Det er mest byggeri af store arkitekttegnede villaer, skalmuringsopgaver, tilbygninger, renoveringer af huse og badeværelser, arbejde for boligforeninger og ikke mindst støbeopgaver, de gør i.
Generationsskifte på vej
Jens Kusk og Flemming Thomsen er så småt begyndt at tænke på en fortsættelse af firmaet, når de trækker sig tilbage. Det bliver sønnerne, der fører virksomheden videre. De har begge to sønner, og alle fire er udlært murer og arbejder også i virksomheden. To af dem har desuden taget uddannelsen som bygningskonstruktør.
1. januar 2022 købte de fire sønner sig ind i virksomheden, og i 2025 overtager de hele virksomheden.