Flere projekter skal skabe mere liv i Sydhavnen
Musikalske workshops, mini-festivaler og en grøn oase er tre af de projekter i Sydhavnen, som netop har modtaget i alt 300.000 kroner fra en bylivspulje i Aarhus Kommune.
Flere musikalske workshops, mini-festivaler og en grøn oase – et bredt felt med mange forskellige interesser har budt ind på Aarhus Kommunes bylivspuljes mikropulje, der skal skabe liv og fællesskab i Sydhavnskvarteret, mens området bliver udviklet.
I alt har Aarhus Kommune netop fordelt mere end 300.000 kroner til flere mindre projekter.
Et af projekterne er foreningen ”Oplysning om Gadeliv”, der vil bygge videre på et projekt, foreningen startede med midler fra sidste års puljerunde. Her arbejder Sydhavnens Ambassadørkorps for det gode naboskab gennem dialog mellem udsatte miljøer og de øvrige brugere af kvarteret.
Derudover inviterer Kulbroens venner til fotoudstillinger i sensommeren, hvor danske og udenlandske fotografer skal udstille deres arbejde side om side på Kulbroens søjler for at sætte fokus på sociale problematikker fra hele verden.
Fundament skabes
Teknik og Miljø-rådmand Steen Stavnsbo (K) er optaget af at bygge videre på det iværksættermiljø, der i dag kendetegner Sydhavnskvarteret.
»Der er allerede godt gang i rigtig mange gode initiativer i Sydhavnskvarteret med projekter, som vi skal støtte op om og udvikle på, så vi får skabt et godt fundament for det fremtidige byliv i kvarteret,« siger rådmanden i en pressemeddelelse.
Sarah Jarsbo, forkvinde i Bydelsforeningen, forventer også gang i gaden i Sydhavnen:
»Vi har fået rigtig mange gode projekter ind, som på hver sin måde støtter op om vores vision for byliv, så der bliver helt sikkert gang i gaden hernede,« siger hun.
Udover mikropuljen på 500.000 kroner har Teknik og Miljø-forvaltningen også afsat en million kroner i en bylivspulje til store projekter med ansøgningsfrist den 19. september 2022.