To erfarne og kendte profiler bliver nye ledere
Lene Bjarke Skov bliver ny leder af Kultur og Fritid og Stinne Rishøj Mikkelsen bliver sekretariatsleder for Kultur og Borger.
Lene Bjarke Skov bliver ny leder af afdelingen Kultur og Fritid og Stinne Rishøj Mikkelsen bliver sekretariatsleder for Kultur og Borger. Begge har tidligere erfaring fra Syddjurs Kommune og stor erfaring inden for hvert deres område. Lene Bjarke Skov kommer fra en stilling som leder af Kultur- og Sundhedscenter InSide samt Hammel Bibliotek, og Stinne Rishøj Mikkelsen fra en stilling som fritidskonsulent, begge i Favrskov Kommune.
Den tidligere leder af Kultursekretariatet, Lotte Kofod Ludvigsen, er blevet leder af dansescenen BoraBora i Aarhus. Stillingen som leder af Kultursekretariatet er i den forbindelse blevet delt i to, en som leder af afdelingen for Kultur og Fritid og en som sekretariatsleder for Kultur og Borger.
Ny leder for Kultur og Fritid bliver Lene Bjarke Skov. Hun kommer fra en stilling som leder af Kultur- og Sundhedscenter InSide og Hammel Bibliotek i Favrskov Kommune. Hun vil være kendt af mange i kultur- og idrætslivet i Syddjurs Kommune, da hun fra 2016 - 2019 var leder af Kultursekretariatet. Hun har også i en længere årrække været kulturkonsulent og teamleder i Horsens kommune.
Ny sekretariatsleder bliver Stinne Rishøj Mikkelsen. Hun kommer fra en stilling som fritidskonsulent i Favrskov Kommune, hvor hun blandt andet har siddet med ansvaret for brugen af to idrætshaller. Også Stinne er kendt af en del af i Syddjurs Kommune, da hun tidligere har været ansat i Kultursekretariatet, blandt andet med ansvar for Frivilligrådet.
To centrale stillinger
Kultur og Borgerchef Ole Wolf udtaler i en pressemeddelelse om de to nye ansættelser:
»Vi har høje ambitioner for udvikling af kommunens kultur, fritid og landdistrikter, samtidig med at økonomistyringen og betjeningen af det politiske niveau også skal styrkes. Det giver naturligvis travlhed og derfor er jeg er glad og stolt over at kunne præsentere to meget kompetente personer til to centrale stillinger. Det er begge stillinger, som er afgørende for hvordan vi lykkes, både i forhold til Byrådet og i forhold til borgere og foreninger. Tillykke og velkommen tilbage til Lene Bjarke Skov og Stinne Rishøj Mikkelsen, jeg glæder mig til samarbejdet.«
De to nye ledere starter i Syddjurs Kommune 1. august.