Det startede med 'how to build wall'
Mors og datters selvbyg af tiny house i Lime startede med datterens søgning på YouTube om at bygge selv.
Camilla Amira Nielsen er født og opvokset i Thorsager og boede der, til hun mødte sin daværende kæreste og flyttede sammen med ham i Thy Lejren.
Men det holdt ikke.
De gik fra hinanden, og Camilla Amira Nielsen vendte hjem til Djursland og købte grund i Lime.
Fra marts 2018 boede hun på grunden i en campingvogn uden strøm og varme.
Projekt tiny house
»Jeg lavede mad på bål,« fortæller Camilla Amira Nielsen.
»Og med et militærtæppe fra overskudslageret svedte jeg faktisk i campingvognen.«
Og så blev der ellers søgt på ”How to build wall” og andet på YouTube, mens hun sammen med sin mor gik i gang med projekt tiny house.
»Det første halve år blev også brugt på at klunse mig til materialer. Det meste er genbrug, og jeg har rundt om pillet meget isolering ned til huset.«
Mens ambitionerne sagde halmisolering og græs på taget, sagde virkeligheden noget andet.
Et skævt vindue viser, at selvlært selvbyg har sine udfordringer.
»Mit næste hus skal være højere, så jeg også med knold i håret kan sidde op i sengen på hemsen.«
Tømrer blev børnenes far
»Jeg fik en tømrer til at hjælpe med taget, og han var ikke helt tilfreds med alt, hvad mor og jeg havde lavet. Så han hjalp også med at gøre det helt færdigt.«
Camilla Amira Nielsen og den lokale tømrer, Kristian Bakkelyst, er i dag kærester, og sammen har de børnene Lukas og Laura.
De bor ikke sammen, men den lille familie ses så ofte som muligt.
Kloakering må der til
»Jeg havde først et komposttoilet, men huset ligger på den ”forkerte” side af hækken – i byzone. Så det kostede lige 75.000 kroner til den påbudte kloakering.«
Hun ville også gerne bruge regnvand som drikkevand til sig selv og sine gæster. Fødevarestyrelsen sagde OK til det, men kommunen nej.
»Jeg kan godt forstå, at kommunen må følge nogle regler og ikke bare kan sige ja til alt. Selv om de har behandlet mig godt, er det dog også opslidende med alle de regler. Så jeg er heldig med at bo i samme kommune som Grobund, der virkelig kæmper for at få reglerne tilpasset virkeligheden.«
Solceller og gaskomfur
Der er ikke indlagt strøm i huset.
Solcellerne på taget klarer 80 procent af året, og lige nu er nye solceller på vej.
»Så lyset i loftet kommer via en ledning ovre fra naboen. Jeg får også strøm fra naboen til fryseren i værkstedet.«
Overskudsstrøm lagres på batteri, og en generator må sørge for strøm de sidste 20 procent af tiden.
Strømmen fra solcellerne går til husets tre lamper, computeren og laderne til telefon og babyalarm.
»Det handler meget om valg og fravalg. Jeg har ikke nogen støvsuger, og køleskabet er et hul i jorden under huset.«
Gaskomfuret klarer kagebagning og varmt vand til kaffen m.m.
»Jeg bruger halvanden flaske gas om året.«
Ny app på trapperne
Da Camilla Amira Nielsen gik på barsel, lukkede hun ned som selvstændig.
»Efter barselsperioden var jeg ledig i 14 dage, inden jeg igen gik på barsel frem til 19. juni i år.«
Lukas og Laura går i dagpleje i Termestrup, og Camilla Amira Nielsen har genoptaget sit selvstændige virke.
»Jeg sælger planter, laver kurser om planter og natur, arrangerer urteture og plantebanko. Og så sælger jeg mine bøger.«
Bogen ”Agern som råvare” er spritny.
»Ingen tror, man kan spise agern. Men jeg har faktisk også fundet ud af at lave mel af dem.«
I skrivende stund sidder en pakistaner og er ved lave det allersidste på en ny app.
»Alle mine bøger ligger på den, der er 400 opskrifter og plantebeskrivelser, der hører til opskrifterne + en masse om vild mad, papir af planter, urtemedicin, quizz’er og sjove fakta m.m.«
Skralder gratis mad
Økonomien løber fint rundt, da de faste udgifter til hus og bil blot er 2.650 kroner om måneden.
»Men jeg vil da godt have lidt mere gang i det.«
Med til den fine økonomi hører også, at Camilla Amira Nielsen sammen med fire andre skralder gratis mad ved butikker.
Hun understreger dog, at hun aldrig serverer skraldet mad ved diverse kurser og arrangementer m.m.
»Vi har vores steder, hvor vi godt må skralde.«
Veninden Merethe Sulby er på besøg med sit barn.
»Vi har lige spist salat og skraldet flødeost, skraldet pesto og skraldet falafel.«
Det er en kæmpe del af mig at bo på den her måde – og inspirere andre til at tænke i samme banerCamilla Amira Nielsen
Opbakning hjemmefra
Interessen for det alternative liv er kommet ”ud af det blå”.
»Mine forældre er helt anderledes. Mor køber champignon på glas, har ikke engang ærter i haven og laver ikke selv sin æggesalat.«
I folkeskolen fik Camilla Amira Nielsen på et tidspunkt at vide, at hun ikke måtte låne flere bøger om dyr og planter.
»Vi er tre vidt forskellige søstre, men min mor har altid bakket mig op – også med at bygge hus. Og da jeg flyttede hjemmefra, var fars indflyttergave en værktøjskasse.«
Vil gerne flytte sammen
»Kristian og jeg vil gerne flytte sammen på et tidspunkt. Men vi kommer nok til at dele huset lidt op. Han hører radio og følger nyhederne på TV. Jeg lytter til fuglene og ringer til andre for at høre, om der stadig er corona.«
På ønskelisten står blandt andet TV-frie rum, jordkælder og en stue stor nok til at rumme et langt spisebord – og med god plads til børnene.
Drømmen
Drømmen er en levevej med formidling af planteviden – med udgangspunkt i grunden og omgivelserne i Lime + at bo sammen med familien et sted i nærheden.
«Det er en kæmpe del af mig at bo på den her måde – og inspirere andre til at tænke i samme baner.«
Kommunen har givet en 3-årig tilladelse til Camilla Amira Nielsens hus, og den udløber i år.
»Så jeg må enten søge om forlængelse eller finde noget andet.«