Fortsæt til indhold

Nu bli’r det ikke vildere i Lime

Efter to dages forrygende sommerfest i Lime er der en måned senere tre dages vild naturfestival i byen

Samfund
Mogens Greve

Med fuldt hus to aftener og 325 spisende gæster lørdag aften, havde IF Ådalen en helt forrygende sommerfest midt i juni.

En måned senere er der igen udsigt til vilde dage i Lime, når ’Den vilde naturfestival’ afholdes 15.-17. juli.

7.200 følgere

»Målet er, at festivalen er starten på en tradition i Lime,« siger arrangør Camilla Amira Nielsen, der selv bor i et hjemmebygget tiny house på festivalpladsen med sine to små børn, Lukas og Laura.

Markedsføring er ikke det øverste på ’to-do listen’, og mange lokale er givetvis mange gange kørt forbi pladsen uden at opdage den.

På sin Facebook gruppe ’Den grønne omstilling’ har Camilla Amira Nielsen mere end 7.200 følgere, og mere end 1.100 har tre uger før festivalen enten tilkendegivet interesse eller at de deltager.

»Jeg brænder virkelig for det og håber bare så meget, at mange kigger ind. Jeg gør det ikke for at tjene penge.«

Overskuddet går til at lave en endnu bedre festival næste år

»Målet er ikke blive rig af festivalen. Folk skal lære om naturen – og få endnu mere lyst til at passe endnu bedre på den.«

Friluftsliv og natur

Programmet lover en weekend fuld af foredrag og workshops samt fokus på vild mad, urter, friluftsliv og natur – og bål, mad og hygge med familie og venner i alle aldre.

»Blandt andet kommer Mette fra ’Alene i vildmarken og fortæller om sine 58 dage alene i vildmarken.«

Og så er der ellers også plantefarvning, plantebanko og workshops om tang, urtesalt, agern og insekthotel m.m.

Og der er vilde snobrød med vilde planter, yoga i det fri, naturmedicin til husbehov, trøffeltur, foredrag om permakultur, musik og vilde pandekager med vilde planter.

»Du kan købe morgen- og middagsmad tilberedt i mit tiny house, og én sælger søde sager inspireret af naturens vilde blomster.«

Om aftenen kommer Thai Take Away fra Dagstrup og laver mad på gasgrill.

»Bålet er tændt, og du må gerne selv have mad og drikke med. Og så ligger Dagli’Brugsen jo lige ved siden af.«

Vi er 12 frivillige om arrangementet, og det er bare sindssygt hårdt.
Camilla Amira Nielsen

12 frivillige

Den lille scene er lavet af paller og gamle gulvbrædder, og naboen har venligst lånt sin have ud til teltplads og morgenyoga.

»Dagen i morgen bruger jeg på at samle sponsorgaver til foredragsholdere og hjælpere. Turen starter i Randers.«

Optimismen og forhåbningerne stortrives som planterne på festivalgrunden.

Der er truffet aftale om lån af P-pladser ved både Dagli’Brugsen og IF Ådalens klubhus.

»Vi er 12 frivillige om arrangementet, og det er bare sindssygt hårdt. Til gengæld ser vi frem til, at det bliver nemmere anden gang – til næste år.«

Skulle nogen have lyst til at give en hånd med, er flere hjælpere stadig velkomne.