Tre får Ole Laursen prisen
Priserne for 2020, 2021 og 2022 blev uddelt i festteltet i forbindelse med sommerfesten i Knebel.
Hele tre årgange af Ole Laursen prisen blev i år uddelt i festteltet i forbindelse med sommerfesten i Knebel. Det skyldes, at der ikke har været holdt sommerfest i hverken 2020 eller 2021, og bestyrelsen på grund af nedlukninger besluttede at udskyde uddelingen til 2022.
Der indkom i alt 12 forslag, og af dem er tre modtagere af prisen udvalgt.
Den ene pris er gået til Mikkel Fast Korsbak og Mads Fast Korsbak for deres mangeårige frivillige arbejde for sommerfesten og i forbindelse med Tved Forsamlingshus. Ifølge priskomiteen har de to unge mænd, på trods af at de kun er 23 år, mere end 10 års erfaring som frivillige. De er altid klar til at give en hjælpende hånd, når det kommer til praktiske opgaver, lyder begrundelsen.
Den anden pris tildeles Ellen Mortensen for det store ansvar, hun som frivillig tager for Lyngparkens aktiviteter og for at sikre det gode liv i Lyngparken og for de ældre i området. Med priskomiteens ord siger hun sjældent nej til en opgave – og hun gør en stor indsats for at samarbejdet med børnehaverne, Molsskolen, kirkerne, søspejderne, Mols i Udvikling, mv. fungerer optimalt.
Den tredje pris får Madhusgruppen under Mols i Udvikling også kendt som Madspildspensionatet for at sætte madspild på dagsordenen og få cementeret, at mad nu engang smager bedre, når man spiser den sammen med andre. På trods af gentagne covid-nedlukninger, så har gruppen fundet nye veje til at skabe fællesskaber, og deres store iderigdom og vedholdende indsats kan være til inspiration for os andre, lyder priskomiteens begrundelse.